*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

EU-topmøde i fokus i finansverdenen

Udpegelse af ny ECB-præsident og beslutning om bødestraf til Italien på agendaen ved det kommende to-dages EU-topmøde.

Mens mange – ikke mindst i Danmark - nok vil have fokus rettet mod, hvem der kan samle EU-landenes støtte bag sig til topposten i EU-kommissionen, så vil den økonomiske verden have fokus rettet andetsteds. På EU-topmødet skal det nemlig også diskuteres, hvem der skal være ECB’s næste præsident og desuden tage stilling til Kommissions opfordring til at starte en ”underskudsprocedure” mod Italien – den kan ende med bødestraf for overtrædelser af budgettet.

Draghi bør ikke afløses af konservativ tysk kandidat

Mario Draghi har siden starten af den europæiske gældskrise siddet på posten som ECB-præsident, og mange tilskriver hans modige beslutninger og villighed til at udfordre reglerne til det yderste som helt afgørende for, at euroen overlevede krisen. Derfor er der også i den finansielle verden meget fokus på, hvem der skal overtage rorpinden i centralbanken.

Blandt favoritterne er bl.a. Bundesbankchef, Jens Weidmann, og selvom mange indser, at det måske ”er Tysklands tur til at få den post”, så er hans person i den henseende kontroversiel. Weidmann var blandt modstanderne af nogle af de mere vidtgående skridt Draghi foretog for at overbevise markederne om, at ECB kunne forsvare euroen, og Weidmann kritiserede også ECBs senere opkøbsprogrammer. I dag synes det klart, at ECB nok nærmere har støttet økonomien for lidt end for meget, så mange frygter Weidmann er for konservativ en kandidat – ikke mindst for det tilfælde at en ny krise rammer, og der igen er brug for at tænke ”ud af boksen”.

Bank de France-direktør, Francois Villeroy, er også blandt favoritterne og mere fleksibel i sin tilgang. Der er også et par finner (Liikanen & Rehn) med i opløbet.

Vælger man en for høgeagtig og konservativ kandidat, så vil det kunne påvirke inflationsforventninger negativt – og de er allerede alt for lave. Inflationsforventningerne er en stor bekymring for ECB, som frygter at de forankres langt under 2%, sådan som man har set det i Japan.

Italien under pres fra EU

Hvad angår Italien, så konkluderede Europakommissionen for godt en måned siden i sin forårsprognose, at Italienske underskud ikke bare i 2019 lader til at blive større end lovet, men også forværret yderligere i 2020. I 2020 ser Kommissionen underskuddet for landet på den forkerte side af 3%-grænsen. Vicepremierminister Salvini reagerede i første omgang ved at udtrykke, at Italien gør som det passer sig, men siden er tonen blevet mere afdæmpet. Uanset hvad så er den retning, underskuddet har taget under den italienske populistregering så langt fra det, som Italien oprindeligt havde lovet EU, at forberedende skridt til en procedure mod landet godt kunne være på tapetet – og den kan ende i bødestraf. Den kan så effektueres, hvis ikke Italien vælger et nyt finanspolitisk spor. Og det bliver ikke nemt, da regeringen er sammensat af to partier med vidt forskellige prioriteter, hvorfor vi ser en betydelig sandsynlighed for, at dette ender med at koalition kollapser. Det fokus konflikten kan kaste på Italien, ventes over den kommende tid at lægge et tryk opad på italienske statsrenter.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler