*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Macrons pensionsreform kan tænde brand i Paris og svække europæiske aktiemarkeder

Frankrig risikerer fra i morgen på ny at blive lammet af demonstrationer, som – i lighed med sidste år - kan lede til større optøjer og brand i gaderne i franske storbyer.

Præsident Macrons mål om at harmonisere Frankrigs 42 forskellige pensionsplaner har bragt sindene i kog i en bred vifte af de brancher, der i dag nyder godt privilegier som fx ret til tidlig pension. Derfor er der fra i morgen indkaldt til generalstrejke, og med det ventes trafikale forstyrrelser og blokader, som i værste fald igen kan ramme forretningslivet og fransk økonomi mere generelt. Vi har derfor også på helt kort sigt manet til øget forsigtighed i forhold fx franske statsobligationer, der kan komme under pres. På længere sigt ser vi dog stadig Macrons reformanstrengelser blive vekslet til et stærkere vækstpotentiale i landet.

Sidste års demonstrationer fra ”De Gule Veste” i forbindelse med de planlagte afgiftsforhøjelser på benzin satte gaderne i Paris og en række andre franske storbyer i brand under voldsomme optøjer. Det ramte hårdt på erhvervstilliden og et styrtdyk forbrugertillid. Dengang dæmpede Macron gemytterne ved at aflyse afgiftsforhøjelserne og tildele skattelettelser. Hvis det igen spidser til, så vil Macron måske igen finde kompromisvilligheden frem.

Der er dog forskelle fra sidste års protester. Afgiftsforhøjelserne på benzin ramte direkte ned i den franske ulighedsdebat, da både arbejderne i forstæderne og det mindre velstillede rurale Frankrig i sidste ende ville bære den største økonomiske byrde af dem. Morgendagens konflikt handler til dels om bestemte erhvervsgruppers kamp for særlige privileger, og som vi så det ved strejkerne i transportsektoren i foråret 2018, giver det ikke nødvendigvis samme genklang i befolkningen. Det giver forhåbning om en mindre voldsom konflikt denne gang. Til gengæld handler de forestående strejker om Macrons politiske hjerteblod om et mere effektivt pensionssystem, og derfor er det denne gang langt sværere at give store indrømmelser.

Bliver uroen i Frankrig igen voldsom, så rammer det på et skidt tidspunkt. Tyskland halter allerede økonomisk, og Frankrig har på det seneste været et af få lyspunkter, der har medvirket til at holde væksten i Europa oppe. Men slukkes det lys, så ser det mørkere ud for europæisk økonomi. Derfor kan fornyet uro og forhøjet usikkerhed om Frankrig også sagtens kortvarigt sætte en negativt aftryk på europæiske aktiemarkeder og lægge et nedadgående pres på lange renter i Tyskland som Danmark.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler