IFO peger på fortsat men aftagende svaghed i Tyskland – det er trods alt godt nyt
Det tyske IFO erhvervsbarometer for Tyskland peger stadig på en sløj udvikling i Tyskland, men indikerer også at svagheden i økonomien ikke er helt så udtalt som tidligere.

Det samlede IFO indeks steg i december fra 95 til 96,3, mens forventningsindekset ligeledes steg pænt fra 92,1 til 93,8.
Generelt pæne stigninger, men fra et lavt niveau. Indekset ligger stadig lavt, og forventninger til fremtiden matcher stort set det ringe niveau under gældskrisen.
Det er særligt i industrien, at man kan spore effekterne af den usikkerhed, som handelskrigen og Brexit har kastet af sig. Til gengæld kan udsigten til dalende usikkerhed om begge forhold også fjerne noget af modvinden for industrien i 2020.
Det er industriens dybe aktivitetsfald, der har sat økonomien i stå. Efter en periode på over et år med en produktion så svag, at den har ligget markant under salget, så tyder meget på, at virksomhederne har nedbragt lagrene i et ganske hastigt tempo. Medmindre efterspørgslen pludselig kollapser – og det er ikke vores forventning – så bør lagrene snart være så udtømte, at virksomheder, blot for at matche den underliggende efterspørgsel, er nødt til at hæve produktionen. Det venter vi giver et skub til væksten i Tyskland i løbet af foråret.
At sektorer udenfor industrien, som særligt servicesektoren, har opretholdt et relativt pænt niveau er helt afgørende, da det er her, langt hovedparten af jobskabelsen ligger. Det medvirker til at understøtte forbruget og holde en truende recession fra døren.
Tysk økonomi har i en stor del af 2019 stået næsten stille, og med den kæmpe betydning økonomien har for resten af Europa, så er ethvert positivt tegn fra økonomien opløftende. Med ret svage forventninger til væksten i Europa, så kan bare moderat bedring i Tyskland, som eurozonen som helhed, give god medvind til europæiske aktier. Lange renter i Tyskland og Danmark bør også reagere med moderate stigninger, hvis vækstbedringen, som ventet, slår igennem over de kommende måneder.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
