ECB med beskedne justeringer til lånefaciliteter
ECB præsenterer ingen store ændringer i pengepolitikken på dagens møde, der kommer i halen på offentliggørelsen af det største BNP-fald i eurozonens historie.

Centralbanken holder renter uændret og forhøjer ikke i udgangspunktet rammerne for sine obligationsopkøb – men holder en dør åben. Eneste ændring fra ECB er, at den gør sin TLTRO3 lånefacilitet mere attraktiv ved at sænke den rente bankerne kan låne til hos ECB helt ned til -1% og desuden lancerer en række yderligere mere kortvarige låneprogrammer til lidt mere favorable vilkår.
ECB har allerede i mart lanceret flere tiltag bl.a. forbedrede lånefaciliteter for banker og enormt opkøbsprogram. Det har medvirket dæmpe stressen i Europas finansielle system.
Vi venter, at ECB sidenhen vil øge rammerne for sine obligationsopkøb – fra de i alt ca. 1100 mia. euro annonceret indtil nu for 2020 til et sted mellem 1500-2000 mia. Enorme hjælpepakker fra stort set alle landene i eurozonen betyder enorme budgetunderskud, som vil kravle op over 10% flere steder. ECB vil for alt i verden sikre at den store gældsudstedelse ikke leder til problemer i markederne for statsobligationer og derved risikere en gældskrise i de mest udsatte lande. Derfor vil man kaste enorme summer efter at understøtte gældsmarkederne.
Det er dog ingen overraskelse for at ECB holder lidt igen med udvidelsen af sine opkøb. Centralbanken vil nemlig meget gerne fastholde presset på de europæiske ledere, der i øjeblikket forhandler om en koordineret genopretningsfond eller –mekanisme – det pres er stærkere, hvis ECB holder lidt igen. Og i sidste ende burde det heller ikke kun være ECB, men en opgave for regionens politikkere at finde solidariteten frem i en svær tid for regionen.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
