*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser | 4 min

2022 sluttede med nyt stort dyk i boligpriserne

Boligsiden har netop offentliggjort deres Boligmarkedsindeks for december 2022, som bl.a. indeholder data for prisudviklingen på boligmarkedet.

På landsplan faldt priserne på huse med 6,4% hen over 2022 (december 2022 sammenlignet med december 2021). I samme periode faldt priserne på landsplan på ejerlejligheder med 6,3%, mens sommerhusene endte med en lille stigning på 1,5%.

2022 startede ellers med pæne prisstigninger, men det ændrede sig hen over sommeren og prisfaldene tog til hen mod slutningen af året. Efter sæsonkorrektion faldt priserne fra november til december med 1,9% for huse, 1,3% for ejerlejligheder, og med 0,9% for sommerhuse. Det er for alle tre boligtyper meget markante prisfald på en måned. Især for huse har de seneste par måneder budt på prisfald tæt på 2%, hvilket ikke tidligere er set i statistikkens historie (som går tilbage til 2010).

Boligmarkedet er presset og priserne skal længere ned

Prisfaldene har været så markante at 2022 endte med prisfald i en størrelsesorden som ikke er set siden 2012. Da nytårsklokkerne ringede 2022 ind var der ellers fortsat høj fart på boligmarkedet- rigtig mange handler for årstiden og priserne steg også markant, men i løbet af foråret satte de massive rentestigninger en brat stopper for festen. Rentestigninger, høj inflation, dyr energi, udsigt til høj varmeregning og generelt stor usikkerhed omkring dansk økonomi og beskæftigelse sendte på få måneder boligmarkedet årevis tilbage målt på antallet af handler og markante prisfald har været virkelighed fra i sommer.

Hen mod slutningen af året har prisfaldene samtidig haft en størrelse, som meget tydeligt signalerer, at sælgerne har erkendt den nye situation, og at der må slækkes gevaldigt på priskravet, hvis boligen skal sælges. For ikke så lang tid siden var situationen omvendt, og der blev i såvel 2020 og 2021 solgt så mange boliger, at alt der blev sat til salg og mere til nærmest blev revet ned fra ejendomsmæglernes hylder. En af årsagerne bag at mange udtrykte bekymring for prisernes himmelflugt er netop den situation, som vi nu ser- at priserne falder så kraftigt, at nogle boligejere med få år på markedet og høj gæld trues af teknisk insolvens.

Prisfald ses over hele landet, men det er fortsat i Hovedstadsområdet og Nordsjælland at de største prisfald på huse i 2022 har fundet sted. På landsplan faldt huspriserne 6,4% hen over 2022. I landsdelene Københavns Omegn og Nordsjælland landede prisfaldene på hhv. 8,9% og 8,4%. Til sammenligning faldt priserne i landsdel Nordjylland og Fyn med hhv. 3,4% og 3,8%(december 2022 sammenlignet med december 2021).

2023 bliver nok heller ikke et jubel år for boligmarkedet

Vi forventer, at antallet af handler og priser fortsat vil have pil ned i 2023, men også at både handelsfaldet og prisfaldene vil aftage i styrke som året skrider frem. Inflationen er formentlig på vej ned og de lange boligrenter forventes at have faldende tendens i 2023, hvilket blødgør landingen for boligmarkedet. Når det er sagt, så må vi forvente, at 2023 fortsat vil være et år, hvor danskernes privatøkonomi er presset, boligmarkedet lider og hvor boligejerne oplever, at deres boliger mister værdi.

Køber man bolig i det nuværende marked skal man gøre sig klart, at risikoen for at blive teknisk insolvent hen over det kommende år er til stede, og de, som køber bolig nu eller som har købt til høj pris inden for få måneder, hvor renterne er steget, og hvor boligpriserne ventes at falde yderligere, står for skud. Derfor er det om end endnu vigtigere end normalt at forhandle om prisen og så godt som det er muligt, at sikre en lang en tidshorisont i boligen, så situationen på boligmarkedet er bedre, når boligen igen skal sælges.

Sommerhuspriserne holdt skansen i 2023, men priserne er nu på vej ned

Salgspriserne på sommerhuse steg på landsplan samlet set med 1,5% hen over 2022, men priserne på sommerhuse er dog også begyndt at falde. Det er forventeligt, at sommerhuspriserne er lidt mere træge i den nuværende situation, selvom antallet af handler skam også er faldet et niveau senest set i 2016. Sommerhusejere er som udgangspunkt meget økonomisk robuste, og så længe der ikke er nogen særlig høj arbejdsløshed, så vil forholdsvis få af dem være tvunget ud i at skulle sælge sommerhuset til lavpris. Udbuddet af sommerhuse til salg er fortsat lavt og det har også været med til at holde hånden under priserne. Vi forventer dog, at også sommerhusmarkedet vil rammes tydeligere af den mere dystre udsigt for danskernes privatøkonomi og de højere renter som 2023 skrider frem.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler