Erhvervsbarometer for eurozonen stiger i oktober
PMI for eurozonen steg i oktober efter en solid bedring i servicesektoren. Den samlede PMI steg fra 51,2 til 52,2. Det var betydelig bedre end forventningen blandt økonomer (51,1).
Mens servicesektoren gik pænt frem, så viste PMI for fremstillingssektoren ikke den store ændring og ligger stadig lige omkring 50 (oktober rammer netop 50 fra 49,8) – dog efter at være steget betydeligt gennem året.
Der er stor forskel i udviklingen i eurozonen største økonomier, hvor Frankrig ser betydelig forværring pga. svag udvikling i servicesektoren, men Tyskland modsat ser markant bedring i servicesektoren, hvor PMI stiger fra 51,5 til 54,5 og når det til højeste niveau siden foråret 2023. Det kan spille en rolle i Frankrig, at den politiske usikkerhed er så stor, som den er i øjeblikket med konstant skiftende regeringer og stigende renter til følge.
Bedringen i den samlede PMI og ikke mindst i servicesektoren kan på kort sigt medvirke til at fastholde ECB’s perspektiv på økonomien og pengepolitikken. ECB har på det seneste fremhævet, at trods usikkerheder, så er økonomien i langsom bedring, og pengepolitikken er derfor ”et godt sted”. Dagens tal understøtter om noget en vent og se tilgang fra ECB – herunder vil PMI være endnu et argument for at fastholde pengepolitikken uændret på ECB’s møde i næste uge.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit
Relaterede Artikler
Amerikansk inflation stiger igen, men mindre end ventet
Finansloven 2026 er klar og seniorer i arbejde kan se frem til flere penge mellem hænderne – men økonomi er ikke alt