*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Nyt skattesystem fra 1. januar 2026 - tjek forskudsopgørelsen og undgå dyre fejl

Forskudsopgørelsen viser, hvad den enkelte borger forventer at tjene næste år, hvilke fradrag man får og hvor meget der skal betales i skat – en slags budget for 2026. Men tallene bygger på tidligere år og tager ikke automatisk højde for fx jobskifte eller justeret lånerente. Derfor er det vigtigt at rette oplysningerne, hvis der er sket ændringer i økonomien.

På den måde undgår man at skylde penge eller have for meget til gode. Sidste år fik man af overskydende skat en godtgørelse på 0,6%, mens man skulle betale 5,3% i rente, hvis man havde restskat. Det understreger vigtigheden af at undgå restskat for at minimere unødvendige renteomkostninger.

Det nye skattesystem træder i kraft fra 1. januar 2026

Fra 2026 ændres skattesystemet markant. Den nuværende topskat forsvinder og erstattes af tre nye trin: mellemskat, topskat og top-topskat.

Det betyder, at marginalskatten stiger for de få, der har en personlig indkomst (før AM-bidrag) på over 2.818.152 kr. om året fra 56% til 61%. Til gengæld falder marginalskatten for alle dem som tjener mellem 696.956 kr. og 845.543 kr. om året før AM-bidrag fra 56% til 49%.

Pensioner fra det offentlige, udbetaling fra egne pensionsordninger m.m. skal der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af. Derfor er marginalskatterne lavere.

 

Skattesatser 2026

Årlig indkomst før AM-bidrag

Skattesats inkl. AM-bidrag (ca.)

Årlig indkomst efter AM-bidrag

Skattesats ekskl. AM-bidrag (ca.)

Kommune, kirke- og bundskat

Op til 696.956 kr.

42%

Op til 641.200 kr.

38%

Mellemskat

696.956 – 845.543 kr.

49%

641.200 kr. - 777.900 kr.

46%

Topskat

845.543 – 2.818.152 kr.

56%

777.900 kr. - 2.592.700 kr.

53%

Top-topskat

Over 2.818.152 kr.

61%

Over 2.592.700 kr.

58%

Beregnet på baggrund af en gennemsnitlig kommune- og kirkeskat.

Når man skal vælge, hvilken personlig indkomst man vil forskudsregistrere, er det vigtigt at være opmærksom på risikoen for restskat. Som udgangspunkt vil en lidt for høj forskudsregistreret indkomst betyde, at du mindsker risikoen for restskat, men det gælder ikke altid.

Undtagelsen er nemlig, at har man en personlig indkomst på under 41.400 kr. om måneden før skat, vil en for høj forskudsregistreret indkomst give et for stort beskæftigelsesfradrag og dermed restskat.

Særligt for seniorer

Nyt fradrag til seniorer

Fra 1. januar får seniorer, der arbejder tæt på folkepensionsalderen, et ekstra skattefradrag. Det gælder for alle, der har ét eller to år tilbage, før de kan gå på folkepension. Fradraget gives automatisk og svarer til 1,4 % af den indkomst, man betaler arbejdsmarkedsbidrag af – dog maksimalt 6.100 kroner. Det betyder, at man i gennemsnit får omkring 1.600 kroner ekstra om året til rådighed.

Ændringer i forskudsopgørelsen kan også påvirke folkepensionstillægget

Det er ikke kun restskat, man risikerer ved en forkert forskudsopgørelse.

Hvis man har registreret for lav indkomst, for få renteindtægter eller for lav aktieindkomst, kan det medføre, at man skal tilbagebetale for meget udbetalt folkepensionstillæg.

Her kan det være en fordel at skabe en så retvisende balance som muligt, så man udgår at få for meget udbetalt pensionstillæg – eller for lidt.

Fire klassiske faldgruber

Ændret renteudgifter

Der kan være mange årsager til, at renteudgifterne er faldet. Renteniveauet har været lidt faldende i 2025, man kan have foretaget ekstraordinære afdrag, fået en ny rente på realkreditlånet, omlagt boliglånet – eller måske endda solgt boligen.

Konsekvensen ved ikke at forskudsregistrere lavere renteudgifter er, at man risikerer at få et for højt rentefradrag og dermed flere penge udbetalt hver måned, end man egentlig har ret til.

Rentefradraget har ofte stor betydning for den samlede skattebetaling, netop fordi det ofte drejer sig om relativt store beløb.

Eksempel

Et rentefald på 1%, vil give en rentebesparelse på 10.000 kr. pr. lånt million om året.
Med fradrag for renteudgifter, vil det give ca. 3.330 kr. for meget udbetalt om året. Og skylder man fx 3 mio. kr., kan det føre til en restskat på godt 10.000 kr.

Rentenedsættelser bliver ikke automatisk indregnet i forskudsopgørelsen, idet Skattestyrelsen som udgangspunkt baserer forskudsopgørelsen 2026 på oplysninger fra årsopgørelsen 2024.

 

Købt bolig – vær ekstra opmærksom hvis overtagelse sker efter 1. september

Har man købt eller solgt en bolig, skal man sikre, at den er korrekt registreret på forskudsopgørelsen, da grundskyld og ejendomsværdiskat, betales via denne. Manglende registrering kan medføre en meget stor restskat.

Skattestyrelsen hjælper som udgangspunkt med grundskylden ved at sende et brev til køberen, når købet er registreret i ejerfortegnelsen. Brevet indeholder et tilbud om en opdateret forskudsopgørelse, som køberen skal godkende. Når den er godkendt, indgår grundskylden i forskudsopgørelsen for resten af året og betales løbende.

Hvad angår ejendomsværdiskatten, skal køberen selv sørge for at registrere den på forskudsopgørelsen. Og, har man købt en bolig med overtagelse i perioden 1. september til 31. december, skal man være særlig opmærksom på at registrere boligen på forskudsopgørelsen for både 2025 og 2026. Ellers risikerer man, at ejendomsværdiskatten ikke betales løbende, men i stedet opkræves som restskat på årsopgørelsen.

 

Nyt job

Godt 860.000 personer skiftede job sidste år – og det betyder, at forskudsopgørelsen skal tjekkes. Hvis du stopper med at arbejde, går ned i tid eller får mindre indkomst (fx i forbindelse orlov), bør du registrere det, så du ender med at betale den rigtige skat.

Når du skifter job, bør du altid tjekke dit kørselsfradrag. Kører du under 12 km hver vej, kan du ikke få kørselsfradrag.

Eksempel

Tidligere job: 30 km hver vej

  • Fradragsberettigede km pr. vej: 30 km – 12 km = 18 km
  • Tur/retur pr. dag: 18 km × 2 = 36 km
  • Årligt (220 arbejdsdage): 36 km × 220 = 7.920 km
  • Fradrag: 7.920 km × 2,23 kr. = ca. 17.660 kr.
  • En skattemæssig værdi på ca. 4.500 kr.

Nyt job: 10 km hver vej

  • Det nye job giver ikke kørselsfradrag (mindre end 12 km hver vej).

Ændres kørselsfradraget ikke på forskudsopgørelsen, risikerer man en restskat på ca. 4.500 kr.

 

Afkast på investeringer

Det er svært at forudsige afkastet i 2026, da det afhænger af mange faktorer, der påvirker udviklingen på de finansielle markeder. Derfor er det en god idé løbende at justere sin forskudsopgørelse i takt med, at 2026 skrider frem, og det bliver nemmere at vurdere det forventede afkast.

Mod slutningen af året kan man vælge at indbetale en eventuel restskat frivilligt inden årets udgang, hvis man vil undgå restskat og de renter, der ellers vil blive pålagt.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler