Inflationen faldt tilbage i oktober
Dansk inflation landede på 2,1% i oktober. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmark Statistik. Til sammenligning var inflationen 2,3% i september.
Dansk inflation er svinget frem og tilbage omkring de 2% de seneste måneder, og dagens tal er ingen undtagelse. Helt overordnet er det stadigvæk høje fødevarepriser og huslejestigninger, der trækker inflationen op, mens energi – herunder særligt elektricitet – trækker i den modsatte retning.
Det oplevede inflation i forbrugertillidsmålingen var også tårnhøj i oktober, hvilket er svært at forstå i forhold til den brede prisudvikling. Men det afspejler formentlig, at danskerne lægger meget vægt på, at priserne i køledisken er højere end for et år siden, og så glemmer man måske at elregningen rent faktisk er blevet mindre.
I Nykredit regner vi med, at inflationen forbliver tæt på de nuværende niveauer året ud, og så er forventningen, at inflationen tager et ret stort dyk i januar, hvor afgiftslettelserne i finansloven træder i kraft. Grundlæggende synes inflationen at være helt og aldeles under kontrol i øjeblikket, så selv med den lidt mere aggressive finanspolitiske linjen, som den danske regering har valgt, er der meget lille sandsynlighed for, at prisstabiliteten sættes over styr.
Palle Sørensen
Cheføkonom i Nykredit
Relaterede Artikler
Denne investorgruppe kan ende med en stor restskat, hvis forskudsopgørelsen ikke tilpasses
ECB holder renten fast