*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

ECB hæver renten ovenpå nye energiprisstigninger

ECB har netop annonceret, at de toneangivende rentesatser hæves med 0,25 procentpoint. Dermed hedder indskudsrenten 2,5% - altså et halvt procentpoint højere end før krigen i Mellemøsten brød ud.

Dagens renteforhøjelse var langtfra en overraskelse. Det var helt i tråd med vores forventninger og desuden 100% inddiskonteret i markedet.

ECB har, lige siden krigen i Mellemøsten startede, været på tæerne for at sikre, at energiprisstigninger ikke skulle sprede sig fra at være et rent energiprisstød til at blive til et mere alvorligt, vedvarende og bredt inflationschok.

Ikke alene er inflationen stærkt forhøjet på hele 3,3% i august, men dertil har væksten også vist sig ganske robust - selv i perioden efter energiprischokket. Og så er konflikten i Mellemøsten stadig uforløst med de risici, som det skaber for både energiforsyning og –priser den næste tid.

Olieprisen ligger nu igen over 100 dollar pr tønde, gasprisen er fordoblet siden juni, og gaslagrene ligger på det laveste niveau nogensinde på denne tid af året, hvor fyringssæsonen står for døren. Der er ingen tvivl om, at mange af medlemmerne i ECB’s styringsråd er bekymrede over situationen.

Derfor er risikoen også, at ECB hæver renten yderligere på et af de næste møder. Vi mener i udgangspunktet ikke, at der er behov for mere end de renteforhøjelser, vi allerede har fået. Der er jo også en risiko for, at for kraftige renteforhøjelser bremser den styrkelse af væksten, som vi langt om længe ser i regionen. Desuden er markedsrenterne på det seneste steget kraftigt – det bremser i sig selv væksten.

I den nye stabsprognose fra ECB ligger inflationen lidt højere end tidligere i 2007 og 2008. Den ligger dog kun lige en tand over 2% i 2028, selvom kerneinflationen ligger højere på forventet 2,3%. Men prognoserne er typisk lavet et par uger inden mødet, og sådan som energipriserne springer op og ned, så ville prognosen se helt anderledes ud, hvis stabsprognosen var med dagens energipriser.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler