Amerikansk inflation falder igen, og også underliggende inflation ser lidt bedre ud
Inflationsraten i USA landede i oktober måned på 7,7% mod 8,2% i september. Det er en tand under forventningen på 7,9% Den samlede inflation peakede allerede tilbage i juni på et niveau over 9% - dagens niveau er trods alt et stykke under.
Mere afgørende så falder også kerneinflationen. Den landede på 6,3% mod 6,6% i september. Stigningen over oktober i kerneinflationen var på 0,3% m/m - det er trods alt ikke langt fra et niveau, som er forenelig med Fed’s målsætning (0,2% per måned i gns). Men det svinger en del fra måned til måned.
Det er særligt lavere bidrag fra energi, som får den samlede inflation til at falde. Det skyldes ikke, at energipriserne i USA er faldet på det seneste, men blot at de rykkede kraftigt op fra september til oktober sidste år. Derved bliver bidraget mindre til inflationen i oktober i forhold til i den forrige.
Den store trækhest i kerneinflationen er boligomkostninger. Det er den tungeste komponent i forbrugerprisindekset, og den trækker igen op i kerneinflationen i oktober. Boligomkostninger, venter vi, også vil trække op i kerneinflationen de kommende måneder, men vi ser allerede fald i huspriserne i USA, og det slår typisk efterfølgende igennem fx i huslejeudgifter, som er en del af boligkomponenten i inflationstallet.
Faldet i inflationen og ikke mindst i kerneinflationen vil glæde Federal Reserve. Men i virkeligheden er det nok dynamikken i arbejdsmarkedet, som er mest afgørende for deres syn på, om renteforhøjelserne snart kan skrues en tand ned.
Relaterede Artikler
Eurozonens bedste erhvervsbarometer (PMI) stiger trods vedvarende uro om Iran
Amerikansk inflation faldt igen i juli