Mandate of the Audit Board of Nykredit A/S and Nykredit Realkredit A/S
1. Formål
1.1 I henhold til § 31 i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, har bestyrelsen i Nykredit Realkredit A/S (herefter ”Nykredit”) nedsat et bestyrelsesudvalg, benævnt revisionsudvalget. Udvalget fungerer tillige som revisionsudvalg for Nykredit A/S, der har tiltrådt dette kommissorium.
1.2 Formålet med revisionsudvalgets arbejde er løbende at overvåge og vurdere, om Nykredits regnskabsaflæggelse, interne kontrolsystemer, risikostyring og lovpligtige revision er tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde. Endvidere skal udvalget kontrollere og overvåge revisors uafhængighed samt være ansvarlig for proceduren for udvælgelse og indstilling af revisor til valg.
2. Sammensætning og kompetencer
2.1 Revisionsudvalget består af 4 medlemmer, der udgøres af medlemmer af Nykredits bestyrelse eller af personer, der er valgt på Nykredits generalforsamling.
2.2 Udpegning af revisionsudvalgets medlemmer, herunder formanden for udvalget, sker så vidt muligt på det førstkommende bestyrelsesmøde efter afholdelse af selskabets ordinære generalforsamling.
2.3 Revisionsudvalgets medlemmer udpeges for 1 år af gangen, men kan til enhver tid afsættes af bestyrelsen.
2.4 Flertallet af revisionsudvalgets medlemmer, herunder formanden, skal være uafhængige af Nykredit, medmindre udvalget alene udgøres af medlemmer af Nykredits bestyrelse. Mindst 1 medlem skal have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision. Udvalgets medlemmer skal samlet set have kompetencer af relevans for den finansielle sektor. Revisionsudvalgets medlemmer vælges i øvrigt med udgangspunkt i de kompetencer, som efter bestyrelsens vurdering er nødvendige for, at udvalget kan fungere effektivt og leve op til sit formål.
3. Mødefrekvens og indkaldelse
3.1 Der afholdes møde i revisionsudvalget så ofte, som formanden finder det nødvendigt, og mindst 4 gange årligt.
3.2 Hvert medlem af revisionsudvalget, ekstern revision og Nykredits interne revisionschef kan kræve revisionsudvalgsmøde afholdt, når dette i øvrigt skønnes nødvendigt.
3.3 Revisionsudvalgets møder placeres så vidt muligt forud for de bestyrelsesmøder, hvorpå bestyrelsen skal behandle/godkende forhold, der ligger inden for udvalgets ansvarsområde.
3.4 Møderne i revisionsudvalget indkaldes af formanden eller efter hans/hendes beslutning af Nykredits bestyrelsessekretariat, der varetager sekretariatsfunktionen for udvalget. Der kan indkaldes til skriftlig behandling af sager af hastende karakter. Frist for tilbagemelding fra de enkelte medlemmer kan ikke være kortere end 24 timer.
3.5 Bestyrelsessekretariatet udfærdiger i samråd med formanden en dagsorden, der udsendes forud for de enkelte udvalgsmøder. Eventuelt skriftligt materiale medfølger så vidt muligt ved udsendelsen af dagsordenen.
4. Mødestruktur og afholdelse
4.1 På møderne i revisionsudvalget deltager udvalgsmedlemmerne og efter invitation tillige Nykredits koncernchef, koncerndirektøren med ansvar for økonomi og risikostyring, repræsentanter fra ekstern og intern revision samt udvalgssekretæren.
4.2 Mindst en gang årligt holder revisionsudvalget et møde med henholdsvis ekstern og intern revision uden deltagelse af ledelsesrepræsentanter for Nykredit.
4.3 Efter formandens beslutning kan andre deltage i udvalgsmøderne, herunder bestyrelses- og direktionsmedlemmer, ledende medarbejdere og specialister i Nykredit samt eksterne rådgivere.
4.4 Formanden leder møderne i revisionsudvalget.
4.5 Udvalgssekretæren udarbejder og opbevarer referat fra de enkelte møder i revisionsudvalget. Referatet underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. I referatet angives, hvilke sager der har været drøftet og udvalgets eventuelle indstillinger hertil til bestyrelsen. Et udvalgsmedlem, der ikke er enig i en indstilling til bestyrelsen, har ret til at få sin mening indført i referatet.
4.6 Der udsendes et udkast til referat til udvalgsmedlemmerne efter hvert udvalgsmøde. Udvalgsmedlemmerne meddeler eventuelle bemærkninger til dette referat til udvalgssekretæren snarest muligt med henblik på udsendelse af det endelige referat til bestyrelsen inden det først- eller næstkommende bestyrelsesmøde.
4.7 Revisionsudvalget er underlagt samme fortrolighed som bestyrelsen.
5. Beslutningskompetence og bemyndigelse
5.1 Revisionsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
5.2 Revisionsudvalget refererer til og kan indstille beslutningsforslag til godkendelse i bestyrelsen. Revisionsudvalget har ingen selvstændig beslutningskompetence og kan derfor alene træffe beslutninger, der angår indstillinger til bestyrelsen. Sådanne beslutninger træffes med almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed har udvalgets formand den afgørende stemme.
5.3 Revisionsudvalget har bemyndigelse til at undersøge alle forhold inden for rammerne af dette kommissorium og til at indhente de nødvendige oplysninger og assistance fra direktionen og medarbejdere i Nykredit koncernen til brug herfor.
5.4 Revisionsudvalget skal have stillet de midler og faciliteter til rådighed, som revisionsudvalget med rimelighed skønner nødvendigt for at kunne udføre sine arbejdsopgaver, herunder den nødvendige sekretærbistand.
6. Opgaver
6.1 Revisionsudvalget har til opgave:
-
at underrette bestyrelsen om resultatet af den lovpligtige revision, herunder regnskabsaflæggelsesprocessen
-
at overvåge regnskabsaflæggelsesprocessen og fremsætte henstillinger eller forslag til at sikre integriteten
-
at overvåge om Nykredits interne kontrolsystem, interne revision og risikostyringssystemer fungerer effektivt med hensyn til regnskabsaflæggelsen i Nykredit A/S og Nykredit Realkredit A/S, uden at krænke dens uafhænigighed
-
at overvåge den lovpligtige revision af årsregnskab mv., idet der tages hensyn til resultatet af seneste kvalitetskontrol af revisionsvirksomheden
-
at kontrollere og overvåge revisors uafhængighed i overensstemmelse med §§ 24-24c i revisorloven samt artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden og godkende revisors levering af andre ydelser end revision, jf. artikel 5 denne forordning
-
at være ansvarlig for proceduren for udvægelse og indstilling af revisor til valg i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden, og
-
at løse andre opgaver, der uddelegeres af bestyrelsen i Nykredit.
6.2 Revisionsudvalget udarbejder en arbejdsplan, som skal godkendes af Nykredit Realkredit A/S’ bestyrelse og tiltrædes af bestyrelsen i Nykredit A/S. Den på tidspunktet for godkendelse af dette kommissorium gældende arbejdsplan vedlægges som bilag 1.
7. Rapportering til bestyrelse mv.
7.1 På det først- eller næstkommende bestyrelsesmøde i Nykredit A/S og Nykredit Realkredit A/S efter et møde i revisionsudvalget orienteres bestyrelsen om drøftelserne i revisionsudvalget og forelægges eventuelle indstillinger fra udvalget til beslutning.
7.2 Revisionsudvalgsmøderne vil typisk finde sted umiddelbart op til de bestyrelsesmøder, hvor kvartalsrapporterne behandles. I så fald sker afrapporteringen fra revisionsudvalgsmødet mundtligt på bestyrelsesmødet den følgende uge. Referater fra revisionsudvalgsmøderne vil være tilgængelige for bestyrelsen i bestyrelsesportalen under ”Udvalg”, når disse er godkendt af udvalgsmedlemmerne.
7.3 Der indarbejdes en kort beskrivelse af udvalgets aktivitet i det forgangne år i Nykredit A/S’ og Nykredit Realkredit A/S’ årsrapport.
8. Evaluering
8.1 Revisionsudvalget gennemgår og vurderer mindst en gang årligt dette kommissorium med henblik på at sikre, at det til stadighed lever op til lovgivningens krav, god praksis mv.
8.2 Bestyrelsen i Nykredit forelægges denne vurdering samt eventuelle ændringsforslag til godkendelse.
Således vedtaget på bestyrelsesmødet i Nykredit Realkredit A/S den 11. maj 2017.