
Nationalregnskab bekræfter svagt 3. kvartal – men udsigterne er fortsat gode
Dansk økonomi skrumpede med 0,1% i tredje kvartal. Det viser det første nationalregnskab for 3. kvartal her til morgen.

Det skal ses i lyset af, at BNP-indikatoren tidligere på måneden pegede på en tilbagegang på 0,3%. Samtidig er væksten i andet kvartal nedjusteret til et fald på hele 0,9%. Dansk økonomi er derfor i teknisk recession (to sammenhængende kvartaler med negativ vækst).
Dagens måling med faldende aktivitet er ikke nogen stor overraskelse. I tredje kvartal har industriproduktionen vist klare tegn på svaghed. Vi har da også set landene omkring os opleve en træg udvikling i tredje kvartal. Fx faldt BNP i eurozonen med 0,1% i tredje kvartal ifølge de seneste opgørelser.
Der er formentlig tale om en kortvarig tilbagegang
Det var generelt ventet at aktiviteten ville bremse op, men BNP estimater er forbundet med stor usikkerhed. Først blev væksten i andet kvartal nedjusteret fra plus 0,3% til minus 0,3%, navnlig som konsekvens af opdaterede importtal, og nu nedjusteres aktiviteten yderligere til minus 0,9%. Derudover afspejler tilbagegangen i 3. kvartal i et vist omfang, at medicinalproduktionen faldt markant i forhold til andet kvartal. Det synes vi harmonerer meget dårligt med de udsigter, der er for medicinalindustrien i øjeblikket. Så forventningen er, at medicinalindustrien igen vil presse væksten op i 4. kvartal, og vi allerede vil opleve fornyet vækst i indeværende kvartal.
Dansk økonomi udviser fortsat mange sundhedstegn
Beskæftigelsen bliver ved med at stige, og ledigheder stiger kun i meget begrænset omfang. Danskerne privatøkonomi ser robust ud – fx indikerer forbrugs- og opsparingskvoter, at der er plads til yderligere forbrug. Ikke mindst i lyset af, at danskernes købekraft genvindes i et meget højt tempo i øjeblikket på grund af den lave inflation. Sidst men ikke mindst, så er vi blevet mindre afhængige af vores nærmarkeder, hvad angår eksport – så den træge vækst på nærmarkederne er ikke helt så stor udfordring som tidligere. I stedet eksporterer vi fx mere til USA, som fortsat oplever solid vækst.
Grund til at være optimistisk for de kommende kvartaler
I Nykredit venter vi, at væksten vil vende tilbage i de kommende kvartal. Ikke prangende vækst, men trods alt vækst. Særligt drevet af privatforbruget og eksporten.

Relaterede Artikler

Federal Reserve holder renten fast og kortene til kroppen

Industriproduktionen faldt i marts, samlet set et kedelig første kvartal
