Nykredit lancerer grønne realkreditlån og obligationer
Nu bliver det mere attraktivt at finansiere energivenlige ejendomme med grønne realkreditobligationer fra Nykredit. Forhåbningen er, at de kan gøre finansiering af energivenlige ejendomme mere attraktivt.
Næsten 40% af det samlede energiforbrug stammer fra bygninger. Nu åbner Nykredit for grønne realkreditlån og obligationer, hvis mål er at gøre det mere attraktivt at finansiere energivenlige ejendomme.
”Som landets største udlåner er vi optaget af, at vores udlånsforretning virker til gavn for samfundet. Med dette initiativ kan vi forhåbentligt bidrage til at reducere det energiforbrug, der stammer fra bygninger, ved at gøre det mere økonomisk fordelagtigt at have energivenlige ejendomme,” siger koncerndirektør i Nykredit Anders Jensen.
Som landets største udlåner er vi optaget af, at vores udlånsforretning virker til gavn for samfundet.
Bygningerne skal have et energimærke A eller B eller et tilsvarende certifikat for at kunne finansieres med Nykredits grønne realkreditobligationer, og tilbuddet vil i første omgang gælde for de største erhvervskunder. Der vil blive åbnet grønne realkreditlån og obligationer både i danske og svenske kroner i starten af maj.
”Vi kommer til at følge udviklingen på markedet og efterspørgslen fra vores kunder nøje i forhold til eventuelt at brede grønne realkreditlån ud til flere kunder. Særligt blandt investorer oplever vi en stigende efterspørgsel efter grønne alternativer, men flere låntagere er også begyndt at interessere sig for mulighederne,” siger Anders Jensen.
Det er forhåbningen, at de grønne realkreditobligationer vil blive efterspurgt af investorer med et grønt investeringsmandat, og Nykredit derfor kan sikre vores kunder en lavere rente på det grønne lån. Det er dog for tidligt at sige præcis, om det bliver billigere, da det vil afhænge af markedet.
Læs hele Nykredits Green Bond Framework, som sætter rammerne for de grønne realkreditlån og obligationer gennem følgende link.