*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

2018 bød på nye tider på boligmarkedet

Finans Danmark har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger i 4. kvartal 2018, og dermed kan hele 2018 på boligmarkedet gøres op.

2018 blev et år, hvor ejerlejlighedernes guldalder sluttede, hvor der blev solgt mange sommerhuse og priserne steg, og hvor danskerne flyttede lidt længere væk fra de store byer.

Tallene viser, at prisen på et dansk parcel- eller rækkehus steg med 4,2% fra 2017 til 2018, hvis man sammenligner 4. kvartal 2017 med 2018. Tallene viser også, at priserne på ejerlejligheder på landsplan i 4. kvartal 2018 lå 3,5% højere end i tilsvarende periode i 2017. Det er pæn fremgang men betydeligt lavere, end vi har set de senere år. Tallene viser desuden, at m2-prisen på et gennemsnitligt dansk fritidshus i 4. kvt. 2018 lå pæne 1,6% højere i 4. kvt. i 2017.

Solid udvikling for husene
Boligmarkedet ridder på en bølge af 6 års solid fremgang i dansk økonomi. En fremgang der har givet rigtig mange danskere fast arbejde og pæn lønfremgang. I kobling med det meget lave renteniveau udgør det baggrundene for, at 2018 blev endnu et godt år på boligmarkedet. I de kommende år forventer vi lidt lavere prisstigninger på huse, end vi har set i både 2017 og 2018.

Vi er nu kommet til et sted i boligmarkedets cyklus, hvor aktiviteten i højere grad sker i områder uden for de største byer. Efter 5 år med meget kraftige prisstigninger på huse i tæt nærhed til landets største byer, er prisniveauet blevet så højt, at mange familier ikke længere kan være med, og derfor ser boligkøberne nu længere væk og køber hus i billigere områder, hvor udvalget er større, og hvor prispresset derfor er mindre. Så selvom der er fint gang i hushandlerne mange steder i provinsen, så er prisstigningerne mere beskedne, og når flere hushandler foregår i sådanne områder, trækker det nedad i prisudviklingen på landsplan. Udviklingen ses især omkring København og Frederiksberg, men også omkring Aalborg og Aarhus samt andre af de større provinsbyer, og vil præge prisudviklingen de kommende år.

Nye tider på ejerlejlighedsmarkedet
På landsplan lå ejerlejlighedspriserne 3,5% højere i 4. kvt. 2018 end i sammen periode et år tidligere, og i København var der tale om en stigning på blot 1,0% i samme periode. Det er den laveste prisvækst siden 2013, og et tydeligt tegn på, at et skifte på ejerlejlighedsmarkedet har fundet sted. Køberne står ikke længere står i kø, og er man på lejlighedsjagt, kan man nu tillade sig både at være mere kræsen, men også at presse sælgerne mere på prisen. Markedet bremser fordi priserne på ejerlejligheder har nået et niveau, hvor der er færre, som kan købe, og samtidig trådte strengere kreditkrav i kraft ved indgangen til 2018, hvilket ligeledes har tyndet ud i feltet af potentielle købere.

Udviklingen skal dog ses i lyset af, at markedet gearer ned fra et meget højt niveau, hvor årlige prisstigninger omkring 10% har været normen. Antallet af lejligheder til salg er godt nok øget betydeligt, og antallet af handler er faldet, men da det er fra henholdsvist meget lave og meget høje niveauer set over en længere periode, sælges der fortsat mange lejligheder i de store byer, og udbuddet er ikke alarmerende højt.

Man skal heller ikke gå rundt og regne med, at der ligger et dramatisk priskollaps og lurer. De underliggende samfundsøkonomiske faktorer er nemlig stadigvæk meget gunstige, og er en solid støtte under ejerlejlighedsmarkedet. Vi forventer, at den nuværende lavere aktivitet vil fortsætte i 2019, og i kobling med et større udbud resulterer det i ejerlejlighedspriser, som på landsplan øges 0,2% og et prisfald på 1,9% på det Københavnske ejerlejlighedsmarked.

Sommerhusene er solstrålen på boligmarkedet
2018 blev et kanongodt år for sommerhusmarkedet. Sommerhussalget rider med på bølgen af samme positive økonomiske faktorer som også begunstiger markedet for helårshuse og ejerlejligheder. Ydermere er sommerhussalget også begunstiget af forbedrede låne- og udlejningsmuligheder, der kan gøre det betydeligt billigere at eje et sommerhus. Som prikken over i’et kom vidundersommeren 2018, der fik mange danskere til at leje et sommerhus hen over de varme måneder, hvilket formodentlig har givet flere appetit på efterfølgende at få nøgler til en fritidsbolig, som er deres egen.

Salget af sommerhuse har ligget rigtig højt i flere år, og vi forventer at 2019 bliver endnu en travl periode. Priserne er dog øget betydeligt i de dyreste områder, og de vil skubbe danskere på sommerhusjagt mod billigere områder for at finde et passende sommerhus. I de områder er udbuddet typisk større og prispresset knap så stort, og derfor forventer vi lidt lavere prisstigninger i de kommende år. I 2019 forventer vi at sommerhuspriserne øges med 3,2% på landsplan.

Se tallene bag analysen her.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler