*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Boligmarkedet blomstrer – boligsalg er på højeste antal på denne side af finanskrisen

Boligsiden har netop offentliggjort tal for antallet af bolighandler i december 2019. Dermed kan det samlede antal handler med ejerboliger i 2019 gøres op.

Resultatet er ikke uventet, at der er solgt rigtig, rigtig mange huse, lejligheder og sommerhuse sidste år. Konkret blev der solgt 50.507 huse, 18.183 ejerlejligheder og 10.228 sommerhuse. Samlet set er der tale om 78.873 ejerboliger som skiftede ejer i 2019. Det er det absolut største antal solgte ejerboliger på denne side af finanskrisen. Det er fortsat stigende salg af huse og sommerhuse i 2019, som skaber rekorden. Antallet af solgte ejerlejligheder endte trods kraftig fremgang i 2. halvår 2019 på præcis samme niveau som i 2018 og dermed fortsat 6-12% lavere end i årene 2015-2017.

Huse
Der blev i 2019 solgt 50.507 huse i Danmark, hvilket svarer til en stigning på 5% i forhold til 2018, hvor der blev solgt 48.320 huse. Hussalget har været kraftigt opadgående siden 2011, hvor Boligsiden begyndte at opgøre data for bolighandler. Salget af huse var i 2019 hele 88% højere end i 2011. De mange hushandler viser tydeligt, at det går strålende på boligmarkedet. Det skyldes i vidt omfang, at det fortsat går godt i dansk økonomi. Mange danskere har fast arbejde og oplever samtidig indkomstfremgang. Sammen med de lave renter giver det mange danskere mulighed for en opgradering af huset eller for at blive husejer for første gang. Det er hovedforklaringerne bag den fortsatte handelsfremgang, og også årsagerne til, at huspriserne i dag stiger i 90% af landets kommuner. Det er glædeligt, at fremgangen på boligmarkedet i dag i højere og højere grad drives af boligsalg i provinsen. Det nuværende boligmarkedsopsving var i flere år næsten udelukkende forbeholdt de store byer, men i dag drives salget i ligeså høj grad op af flere hushandler i provinskommunerne.

Ejerlejligheder
Ejerlejlighedsmarkedet kom i 2019 svagt fra start med dalende antal handler og faldende priser, men da renterne for alvor faldt i sommermånederne, steg salget af ejerlejligheder i de store byer. Udviklingen ses især i København og Frederiksberg kommuner, hvor antallet af solgte ejerlejligheder fra sensommeren og frem til årsskiftet steg markant, udbuddet faldt og priserne begyndte at stige lidt igen. Salget af ejerlejligheder i 2. halvår af 2019 var således 8% højere end tilsvarende periode i 2018. Udviklingen viser tydeligt, at der hele tiden har været købere til stede på ejerlejlighedsmarkedet i de største byer, men da usikkerhed omkring nye boligskatteregler og endnu en stramning af kreditreglerne ramte markedet i 2018, så udskød nogle et køb. Måske i håb om et prisfald, men da det udeblev og renterne så faldt endnu et nøk, så slog de til og fik sikret sig drømmelejligheden. Men der er dog fortsat ikke helt så mange ejerlejlighedshandler som i årene 2015-2017, hvor både antallet af handler og priser steg kraftigt.

Sommerhuse
Salget af sommerhuse stiger og stiger, og de mange handler har medvirket til, at prisen på et gennemsnitligt sommerhus steg knap 4% i 2019. At danskernes appetit på sommerhuse bliver ved med at vokse, har overrasket os flere gange. Som året skred frem måtte vi derfor også opjustere vores prisforventninger til sommerhusmarkedet. I disse år sker der et generationsskifte på sommerhusmarkedet. I årene efter finanskrisen måtte mange familiers sommerhusdrømme sættes på pause, og den stod på økonomisk smalhals oven på kriseårene. Efter år med fremgang i dansk økonomi og på boligmarkedet har fx mange børnefamilier i dag igen mulighed for at erhverve sig et sommerhus. Sammen med de lave renter og muligheden for at finansiere købet med op til 75% realkreditbelåning, sikrer husholdningernes solide økonomi fortsat mange købere - og sommerhuspriser, som stiger.

Toppen kan være nået….
Salget af huse har efterhånden været opadgående i mange år, og vi må nok sande, at hussalget kan være tæt på at have toppet. I de kommende år skal hussalget nok forblive højt, men det er mindre sikkert, at der bliver tale om endnu en rekord. Vi kan nemlig se, at de årlige stigninger er blevet mindre, og det er et fingerpeg om, at der ikke er så meget mere at komme efter - især i byområderne, hvor hussalget i dén grad er øget de senere år. Det kan være første tegn på, at salget er tæt på at toppe. Det er helt naturligt efter en lang årrække, hvor antallet af hushandler har ligget højt - der er grænser for, hvor meget hurtigere boligmarkedet kan køre.

Samtidig er der også flere faktorer, som indirekte påvirker, hvordan boligmarkedet må forventes at udvikle sig i de kommende år. Meget tyder på, at det ikke fremadrettet vil gå helt så godt i dansk økonomi, og det vil også påvirke boligmarkedet. Rigtig mange danskere har fast arbejde, men beskæftigelsen stiger ikke længere så kraftigt, som for et par år siden. I 2. halvår 2019 fik boligmarkedet samtidig ekstra medvind fra det overraskende rentefald. Vi forventer ikke nye rentefald i 2020, snarere små rentestigninger. Renterne forventes dog at forblive på lavt niveau i en årrække, og danskerne har generelt en rigtig sund privatøkonomi, hvilket vil understøtte, at der fortsat vil være fint gang i den på boligmarkedet - også i de kommende år.

Salget af sommerhuse har nu ligget rigtig højt i flere år og ligger i dag meget tæt på tidligere rekordsalg i 2005/2006. På den baggrund forventer vi ikke yderligere markant handelsfremgang i 2020, men danskernes store appetit på sommerhuse har overrasket flere gange i de senere år, og det bliver spændende at følge udviklingen de kommende måneder.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler