Uventet fald i inflationen i december
Dansk inflation falder uventet i december og lander på 3,1%. Det er et fald på 0,3% i forhold til november.

Inflationen er dog fortsat høj og ses der bort fra inflationen i november, så skal vi helt tilbage til 2008 for at finde lignende niveauer. Fratrækkes energi og ikke-forarbejdede fødevarer fås kerneinflationen, der viste en mere moderat stigning på 1,5% i forhold til december 2020. Det viser dagens tal for forbrugerpriser fra Danmarks Statistik. Faldet kan bl.a. tilskrives faldende benzinpriser og fald i priserne på visse fødevarer.
I næsten et årti har vi vænnet os til en inflation ofte betydeligt under 2%, så det gør ondt ude ved danskerne, når priserne stiger, som de gør i øjeblikket. Der er dog stadigvæk et godt stykke op til de inflationstal, som vi ser andre steder i verden i øjeblikket. Fx ligger USA tæt på 7%.
I kroner og øre betyder stigningen i priserne, at en børnefamilie i dag skal bruge ca. 14.000 kr. mere end sidste år for at købe de samme varer og tjenester.
Den høje inflation er i nogen grad drevet af midlertidige effekter. Navnlig faldet i energipriserne, som vi var vidne til i begyndelsen af 2020, samt den aktuelle energikrise med tilhørende høje prisstigninger trækker inflationen midlertidigt op.
Vi vil ikke være overraskede, hvis der kommer nye stigninger i inflationen de kommende måneder. Fx vil afgiftsstigninger på cigaretter fra nytår lægge et opadgående pres på inflationen, og vi kan samtidig se en ketchupeffekt i starten af det nye år, da mange virksomhederne opererer med kontrakter, der følger kalenderåret. Fx har flere fjernvarmeselskaber hævet priserne betydeligt i det nye år.
Det bliver næppe betydeligt flere penge, som danskerne skal have op ad lommen på længere sigt
Der er fuld fart på dansk økonomi til trods, og der er klare tegn på flaskehalse fx på arbejdsmarkedet og i industrien. Samtidig er pengepolitikken rundt i verden fortsat yderst lempelig. Det trækker inflationen op.
Det er nærliggende at den stigende inflation og det rekordstore pres på arbejdsmarkedet vil drive lønningerne op, og dermed kan inflationen blive mere vedvarende i Danmark.
Det er dog fortsat mest sandsynligt, at danskerne ikke skal have betydeligt flere penge op ad lommen, når de er nede at handle, da inflationen formentlig vil krybe tilbage under 2%, i takt med at flaskehalsene i forsyningskæderne fortager sig og energimarkederne normaliseres.

Palle Sørensen
Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
