Konverteringsbølge tårner sig op på 110 mia. - kan vokse til 180 mia.

Far og barn ved computer

Dagsfriske tal fra realkreditinstitutterne viser, at der nu er indfriet fastforrentede lån for 109,6 mia. kr. Fristen for at lægge lånet om i denne ombæring er onsdag i næste uge, hvor juli måned rinder ud.

Der er stor fart på konverteringsbølgen i øjeblikket, og man kan bestemt ikke sige, at der er gået sommerferiestemning i den. Alene i sidste uge blev der indfriet lån for knap 22 mia. kr. Boligejernes konverteringsaktivitet har allerede nu overhalet den fulde konverteringsbølge i april, og der er endnu 1½ uge i vente. Det er ikke usandsynligt, at bølgen kan vokse sig op i nærheden af 180 mia. kr., som med længder vil være den største konverteringsbølge nogensinde.

Det er især det fastforrentede 1%-lån, som er boligejernes altoverskyggende favorit i øjeblikket. 1%-lånet blev for første gang en mulighed for boligejerne her i 2019. Kursen på lånet med afdrag er i dag omkring 97,7, mens den afdragsfrie variant har en aktuel kurs omkring 96,5.

En nedkonvertering taler især til boligejere med 2% eller endnu højere på deres fastforrentede lån i dag. En nedkonvertering fra 2% til 1% med afdrag med dagens kurs vil resultere i et ydelsesfald på 160 kr. om måneden pr. mio. Samtidig stiger afdraget 510 kr. Omkostningerne er tjent hjem på 2 år, og skal kurstabet også tjenes hjem, går der yderligere 3½ år. Der er i dag i omegnen af 350.000 boligejere med 2%-lån, mens der er omkring 150.000 boligejere med 2,5% eller endnu højere i rente.

Der er fire opsigelsesfrister om året, og til fristen i april blev der indfriet lån for omkring 100 mia. kr., som var den største konverteringsbølge siden 2015. I april var det 1,5%-lånet, som der i høj grad blev konverteret til, men siden er renterne faldet yderligere. Nu er det 1%-lånet, som står øverst på hitlisten hos boligejerne, hvor vi til fristen ved udgangen af juli forventer en konverteringsbølge med næsten dobbelt styrke sammenlignet med april.

Jeppe Juul Borre

Chief Analyst: Advises and inspires the Danes on loan financing based on current interest rates and relevant mortgage products.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.