Vismænd nedjusterer forventningerne til boligmarkedet i ny rapport

Huse i villakvarter

De Økonomiske Råds vismænd har netop offentliggjort deres efterårsrapport, som bl.a. indeholder deres forventninger til udviklingen i boligpriserne (huse og ejerlejligheder samlet set) i år og i de kommende år.

Vismændene forventer, at boligpriserne fortsat vil øges i de kommende år, men at farten sættes ned. For 2019 og 2020 forventes prisstigninger på boliger på hhv. 2,4% og 2,2%. Det er en betydelig nedjustering af forventningerne i forhold til deres forrige rapport, som udkom i foråret.

5 års fremgang i boligpriserne i langt hovedparten af landet vil ifølge vismændene fortsætte i de kommende år, men der bliver tale om mindre prisstigninger, end vi har set i 2017 og 2018. Farten i verdensøkonomien og i vigtige eksportlande er sat ned, og det ventes gradvist at smitte af på dansk økonomi og derigennem også dæmpe udviklingen på boligmarkedet. Selvom renteniveauet er faldet yderligere de seneste måneder og renterne forventes at forblive på lavt niveau de kommende år, så er det ifølge vismændene ikke nok til, at de senest års høje fart på boligpriserne kan opretholdes fremadrettet.

Der er flere faktorer, som fortæller os, at boligpriserne vil stige mindre de kommende år, end vi har oplevet i de seneste par år, og vi deler vismændenes forventninger til lavere stigninger i boligpriserne i år og de kommende år. Der er det seneste halvandet års tid sket en tydelig opbremsning i salget af huse og ejerlejligheder i de største byer, og fremgangen på boligmarkedet drives nu i højere grad af boligsalg i provinsen, hvor prispresset er betydeligt lavere. Det vil i sig selv trykke prisvæksten ned, og i lyset af lavere vækst i dansk økonomi og deraf svagere udvikling på arbejdsmarkedet, så ser vi ind i en årrække med mere afmålte prisstigninger på boligmarkedet.

Stigningerne i boligpriserne forventes altså at blive mere afmålte i de kommende år, men boligpriserne ventes dog fortsat at stige, og der er ikke forventninger om prisfald i prognoseperioden. Der er altså tale om et træd på bremsen i forhold til de seneste par år, men det er ikke noget fuldt stop eller en decideret nødbremsning, som vi ser ind i. Farten sættes ned fra forholdsvis højt niveau, og det understøtter en fortsat sund udvikling på boligmarkedet. Der vil også i de kommende år handles godt med huse, og vi forventer huspriser, som stiger i samtlige landsdele. At boligmarkedet bliver ved med at have det godt skyldes, at mange danskere har fast arbejde og generelt har sund og solid privatøkonomi. Samtidig forventes renteniveauet kun at øges lidt i de kommende år, hvilket også vil understøtte antallet af bolighandler og boligpriserne. Det er hovedforklaringerne bag forventningen om fortsat prisfremgang i boligpriserne på trods af de mørkere udsigter.

Ændrede skøn for centrale variable

Kilde: Vismandsrapporten efterår 2019, s. 26. 

Mira Lie Nielsen

Housing Economist: Advises and inspires homeowners - on housing financing and prices, forecasts and advisory recommendations on household wealth and debt. 

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.