Bundsolid konkurrenceevne med til at sikre stærk dansk eksport i slutningen af sidste år
Udenrigshandelstallene her til morgen fra Danmarks Statistik viser et mikroskopisk fald i eksporten på 0,3% i november i forhold til oktober, når man ser bort fra eksporten af skibe, fly og energivarer.
Det er praktisk taget en uændret eksport, og dermed forbliver dansk eksport på det høje niveau fra sensommeren.
Det er ret imponerende at dansk eksport forbliver højt, når man tænker på den vækstafmatning og usikkerhed på de udenlandske markeder, som vi har set. De seneste tre måneder eksport ligger hele 7,3% over sidste år, når man ser bort fra eksporten af skibe, fly og energivarer.
Eksporten har i det hele taget været den helt store vækstmotor sidste år, hvor danske eksportvirksomheder har outperformet udviklingen i verdenshandelen. Især eksporten af medicinalprodukter er med til at holde dampen oppe i dansk eksport sidste år. Men medicinalprodukter kan ikke tilskrives hele succesen, for danske virksomheder har også i stigende grad afsat både andre industrivarer og landbrugsvarer på det globale marked.
Det vidner om en bundsolid dansk konkurrenceevne, men måske også om, at nogle danske virksomheder i år har leveret ordrer, der er indgået for et stykke tid siden, da tiderne var bedre i udlandet. Derfor tror vi heller ikke, at dansk eksport og økonomi vil blive ved med at trodse den svagere udvikling i udlandet i helt så stærk grad som sidste år.