2019 blandt det bedste for boligsalg i dette årtusinde

Flere boliger set oppefra med træer i baggrunden

Antallet af solgte boliger i 2019 blev det højeste i mange år. Vi skal helt tilbage til 2005 for at finde et år, hvor der blev solgt flere boliger i Danmark.

Sammenligner man de seneste 20 års bolighandler, ender 2019 på en fjerdeplads over flest solgte huse, ejerlejligheder og sommerhuse. Det er kun i starten af 00'erne, at der blev solgt flere boliger end i 2019. I 2019 blev der samlet set solgt 80.765 huse, ejerlejligheder og sommerhuse i almindelig fri handel. Det viser tal for ejendomssalget i december 2019, som Danmarks Statistik har offentliggjort her til morgen.

Boligmarkedet blomstrer på en bund af solid privatøkonomi hos danskerne, som gør det muligt at opgradere boligen, blive boligejer for første gang, eller udleve drømmen om et sommerhus. Når der er tryghed og overskud i privatøkonomien, så melder flyttelysten sig, og gør i cocktail med den høje beskæftigelse og de lave renter, at der er så mange danskere, som ikke bare vil, men også kan få udlevet boligdrømmene i de her år. I lyset af de rentefald, som vi i disse uger ser pga. Coronavirus, så kan 2020 meget vel komme til at byde på endnu flere bolighandler. Vi ved fra andre statistikker, at 2020 er startet med fortsat stigende salg af både huse, sommerhuse og ejerlejligheder.

Det samlede boligsalg i 2019 ligger dog fortsat 14% under niveauet i 2004 og 2005, hvor aktiviteten på boligmarkedet senest toppede. Det er kun godt, at der i dag ikke er helt så meget fart på som i de år, hvor boligmarkedet på få år overophedede. En mere mådeholden handels- og prisudvikling, som ligger tættere på den generelle indkomstudvikling er langt at foretrække, da det mindsker risikoen for store prisfald og opbygning af boligbobler.

Der er fint gang i salget af både huse og ejerlejligheder, men især fremgangen i salget af sommerhuse gjorde 2019 til et bemærkelsesværdigt år på boligmarkedet. I årene efter finanskrisen måtte mange familiers sommerhusdrømme sættes på pause, og den stod på økonomisk smalhals oven på kriseårene. Efter år med fremgang i dansk økonomi og på boligmarkedet har mange børnefamilier i dag igen mulighed for at erhverve sig et sommerhus, og vi ser et generationsskifte på sommerhusmarkedet i de her år. Der er ca. 235.000 sommerhuse i Danmark og i de seneste 5 år har ca. 45.000 af dem skiftet ejer, og sommerhuspriserne er i 2018 og 2019 steget mere end både huspriserne og ejerlejlighedspriserne.

At det er sommerhusmarkedet, der har førertrøjen på boligmarkedet, forventer vi også for 2020. Sund privatøkonomi, lave renter og muligheden for 75% realkreditbelåning ved sommerhuskøb skal nok sikre endnu et særdeles godt år for sommerhussalget. Det er heller ikke urealistisk, at spredningen af Coronavirus i europæiske lande kan få flere danskere til at holde ferie hjemme i Danmark, hvilket både vil trække sommerhusudlejningen op, men også pirke ekstra til danskernes lyst til at få sig et sommerhus.

Fakta

Markedet for bolighandler dækker over enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, som kan trække i forskellige retninger.

De 80.765 solgte boliger i 2019 dækker således over 51.598, 10.618 og 18.549 solgte hhv. huse, ejerlejligheder og sommerhuse.

Data for boligsalget fordelt på de tre boligtyper i almindelig fri handel siden år 2000 findes her.

Foruden almindelig fri handel med boliger sælges boliger bl.a. også via familieoverdragelser og tvangsauktioner, hvilket ikke indgår i disse data.

Mira Lie Nielsen

Housing Economist: Advises and inspires homeowners - on housing financing and prices, forecasts and advisory recommendations on household wealth and debt. 

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.