Vores inflation ligger helt i bund inden for EU – giver flere kroner til forbrug

Dame med kreditkort og computer

Netop offentliggjorte tal fra Eurostat viser, at Danmark havde den tredje laveste inflation inden for EU i december 2018. Således landede inflationen herhjemme på 0,7% i december.

Det var kun landene Grækenland og Portugal, der kunne fremvise en lavere inflation på 0,6%. I euroområdet lå inflationen samlet set på 1,6% i december.

Det er bestemt ikke hverdagskost, at inflationen herhjemme ligger i den absolutte bund inden for EU. I oktober og november havde Danmark endog den laveste inflation af alle lande i EU, og siden oktober 2017 har inflationen i Danmark været lavere end i euroområdet.

Selvom der tidligere har været eksempler på, at inflationen i Danmark og euroområdet har afveget på kort sigt, så følges prisstigningstakterne dog normalt ad på den lidt længere bane. Det er naturligt med tanke på den danske fastkurspolitik, og at konjunkturerne i Danmark og euroområdet normalt følges ad.

Den nuværende meget lave danske inflation skyldes primært, at fødevare- og fjernvarmepriserne i Danmark er faldet over det seneste år. Konkret er fødevarepriserne faldet med 0,2%, mens fjernvarmepriserne er faldet med 5,9%. I euroområdet er fødevare- og fjernvarmepriserne omvendt steget med henholdsvis 1,3% og 3,2% over det seneste år. Det ser vi som midlertidigt. Vi har derfor også en forventning om, at inflationen i Danmark og euroområdet igen vil begynde af følges ad, når vi bevæger os videre ind i 2019. Vi forventer således, at forbrugerprisinflationen i Danmark og euroområdet vil ligge på ca. 1,5% i år.

Den lave inflation giver danskerne flere kroner til forbrug
Nu og her skal danskerne dog glæde sig stort over den lave inflation. Den lave inflation sikrer simpelthen danskerne en solid fremgang i deres reale indkomst. Hustandenes gennemsnitlige indkomst steg således med ca. 2,5% i 2018, mens forbrugerpriserne kun er steget med 0,8%. Det giver de danske husholdninger en pæn fremgang i realindkomsten på 1,7%. Konkret er hustandenes gennemsnitlige disponible indkomst steget med 10.500 kr. i 2018, mens deres forbrug er blevet 2.500 kr. dyrere som følge af stigningen i forbrugerpriserne. Dermed er en gennemsnitlig dansk hustands købekraft steget med ca. 8.000 kr. i 2018.

I 2019 er der ligeledes udsigt til en pæn fremgang i danskernes realindkomst. Vi forventer således en fremgang i de disponible indkomster på 2,8%, mens inflationen vil tiltage til 1,4%. Det vil løfte den gennemsnitlige danske hustands købekraft med yderligere 7.700 kr. i 2019.

Den danske inflation er helt i bund inden for euroområdet

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.