Amerikansk jobskabelse holder skindet på næsen

To mænd i jakkesæt kigger på papirer og tablet

Jobtal fra USA holder skindet på næsen – kan tage toppen af bekymringerne for amerikansk økonomi.

Der blev skabt 136.000 nye job i USA i september måned – stort set på linje med forventningen på 145.000. Arbejdsløsheden faldt til gengæld fra 3,7% til 3,5% – det laveste niveau siden slut-60’erne. En jobskabelse, der holder skindet på næsen, er lige, hvad markederne tørster efter ovenpå en skuffende udvikling i afgørende nøgletal tidligere i denne uge. Strejker i General Motors, hvor titusindvis af medarbejdere har nedlagt arbejdet i september, kan ovenikøbet have påvirket dagens tal negativt.

Jobmarkedet kan dog ofte halte en smule efter andre økonomiske signaler, da virksomheder ikke nødvendigvis sender medarbejdere på gaden eller stopper igangværende ansættelsesprocesser, blot fordi de over en kort periode oplever forværrede forretningsforhold. Men fastholdes svagheden, så reagerer virksomhederne også på det. Så usikkerheden om økonomien er ikke forsvundet.

Recessionsfrygt spirer

Bekymringerne om amerikansk økonomi har været kraftigt for opadgående efter de toneangivende, og typisk meget troværdige, ISM-barometre signalerede en ret voldsom opbremsning i både industrien og servicesektoren i USA. Specielt det sidste bekymrer, da servicesektoren står for langt den største del af jobskabelsen. Tegn på, at den underdrejede industri smitter negativt af på servicesektoren, nærer derfor recesionsfrygten. Dagens tal kan dog medvirke til at dæmpe frygten en smule – men det er ikke stærkt nok til at skabe stor begejstring. Jobvæksten er tydeligvis decelererende.

Med stigende usikkerhed om amerikansk økonomi er der svært at finde på gode argumenter for, hvorfor Federal Reserve ikke skulle sætte renten ned på sit møde i slutningen af oktober. Det er vores klare forventning, at den vil gøre det. Og sandsynligheden, for at der endda skal yderligere lempelser til, stiger også med hvert et skuffende nøgletal fra USA. De forhåbninger har medvirket til at begrænse faldene i markederne.

Handelsforhandlinger i næste uge

I efteråret sidste år gjorde voldsomme fald i aktiemarkederne Trump blød i knæene og fik ham til at genoptage handelsforhandlingerne med Kina. Nu ligger der en ny forhandlingsrunde lige foran os, og måske kan de ringe signaler fra erhvervstilliden i forgangne uge medvirke til, at USA sænker sine krav til Kina for at øge sandsynligheden for at nå i mål. Det kan tage presset af en amerikansk økonomi, der synes at svækkes ret kraftigt i disse måneder. En svag amerikansk økonomi vil gøre det langt sværere for Trump at opnå genvalg som præsident. Med den argumentation havde et lidt svarere tal i dag måske haft større effekt på Trump.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.