Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang
Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
- Beskæftigelsen kender kun vej i øjeblikket, og det er opad. Det er egentlig ikke overraskende. Aktiviteten i dansk økonomi er tårnhøj, og voksede ifølge det seneste nationalregnskab med massive 2,6% fra 3. til 4. kvartal. En sådan vækstrate er som regel noget, man ser over et helt år.
- Danske produkter og services er i høj kurs både herhjemme og i udlandet. Medicinalindustrien står i en ekstraordinært god situation. Det presser beskæftigelsen lidt op, men ikke meget. Mere vigtigt er formentlig den indenlandske efterspørgsel. Privatforbruget var stigende i samtlige kvartaler i 2023 ifølge nationalregnskabet, og meget peger i retning af, at det fortsætter. Det kræver flere medarbejdere.
- Udsigterne er relativt fornuftige. Danskernes lønninger stiger i et højt tempo, og inflationen er lav. Det giver mere luft i budgettet – og endnu større privatforbrug fremadrettet. Men der er også dele af økonomien, hvor der er tilbagegang. Og det tager som regel lidt tid inden den tilbagegang ses i beskæftigelsestallene.
- Nykredits bedste bud er, at beskæftigelsen fortsætter med at stige de kommende kvartaler, om end i et mere behersket tempo.