Solid udvikling i huspriserne trods prisfald i 4. kvartal – også rundt om København

Par foran bolig kigger på hinanden

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger i 4. kvartal 2018. Tallene viser, at prisen på enfamiliehuse på landsplan faldt med 0,3% fra 3. til 4. kvartal 2018.

Dette dækker over prisfald i to af de fem regioner. I overgangen fra efterår til vinter er det dog helt normalt, at huspriserne falder, og udviklingen er ingenlunde udtryk for, at boligmarkedet har det skidt – tværtimod. Prisen på enfamiliehuse er det seneste år da også steget med flotte 3,7%. Priserne er det seneste år øget mest i Syddanmark og Hovedstanden og mindst i Nordjylland.

Solid udvikling i huspriserne – også rundt om København

At priserne på huse faldt fra 3. til 4. kvartal er ikke et varsel om dårlige tider på boligmarkedet og nedadgående huspriser – det er helt normalt, at priserne daler lidt i de mørkeste måneder for så at tage mere end revanche, når foråret er på vej. Det er også sådan dagens tal bør tolkes. I de her år ridder huspriserne afsted på en bølge af 6 års solid fremgang i dansk økonomi – en fremgang, der har givet rigtig mange danskere fast arbejde og pæn lønfremgang. I kobling med det meget lave renteniveau udgør det baggrundene for, at 2018 blev endnu et godt år for husejerne.

Vi er kommet til et sted i boligmarkedets cyklus, hvor et højt prisniveau presser købere ud fra de allerstørste byer til områder, hvor priserne endnu ikke er øget så meget. I takt med at farten er aftaget på boligmarkederne i de største byer, og aktiviteten i højere grad sker i områder med større udbud og dermed mindre prispres, så forventer vi dog lidt lavere prisstigninger på huse i de kommende år. Udviklingen ses især omkring København og Frederiksberg, men også omkring Aalborg og Aarhus samt andre af de større provinsbyer, og vil præge prisudviklingen de kommende år.

Afmatningen på det københavnske ejerlejlighedsmarked skaber ikke bekymring for hussalget omkring København

Der går en lige linje fra udviklingen på ejerlejlighedsmarkedet i Købehavn til udviklingen på markedet for parcelhuse i kommunerne rundt omkring København. Når københavnere med godt med friværdi fra ejerlejligheder ønsker at skifte lejligheden ud med et hus, så påvirker det i sagens natur hussalget og huspriserne i omegnskommunerne. Her løfter friværdien købekraften, og dermed ser vi de berømte ringe i vandet på boligmarkedet, hvor prisstigninger breder sig ud i landet og er med til at løfte aktiviteten på de mindre dyre områder af det sjællandske boligmarked.

Trods vores vurdering, at Københavns ejerlejlighedsmarked står over for et prisfald omkring 2% i 2019, mener vi ikke, at det i nogen større udstrækning vil bremse den positive udvikling i kommunerne rundt om København. Godt nok stiger priserne ikke længere, men i lyset af prisstigninger på næsten 80% de seneste seks år vil der fortsat være mange københavnske ejerlejlighedsejere med betydelige friværdier, der kan omsættes til huskøb i omegnen af København. De Københavnske lejlighedssælgere er godt polstrede og kan også klare højere prisafslag ved et eventuelt lejlighedssalg. Der skal et kraftigt prisfald til, før opbremsningen på det københavnske ejerlejlighedsmarked trækker udviklingen på resten af Sjælland ned. Det er en risikofaktor, men det er ikke vores hovedscenarie eller den udvikling vi ser ske pt. Med til at holde hånden under handelsaktiviteten er en fortsat optimisme på boligmarkedet og i dansk økonomi generelt. Beskæftigelsen og lønningerne stiger i en stadig større del af landet. Det giver flere mulighed for at få realiseret nye boligdrømme, hvilket sætter gang i både udbuddet og efterspørgslen. Endelig er renteniveauet endnu en gang historisk lavt og giver mulighed for billig finansiering af boligkøb.


Nyheden fra Danmarks Statistik kan læses i sin helhed her: https://dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=27616 

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.