Sunde offentlige finanser bør ikke omsættes til en ekspansiv finanspolitik

Par sidder på en kaj

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var et overskud på de offentlige finanser på 7,2 mia. kr. i første kvartal 2019. Det er et ganske pænt overskud, der viser, at dansk økonomi fortsat er inde i en god gænge.

Mest bemærkelsesværdigt steg kildeskatterne med 3,2 mia. kr. Det vidner helt naturligt om, at beskæftigelsen fortsat stiger pænt, og at flere derfor betaler indkomstskat.

De offentlige overførsler steg samlet set med 1,5 mia. kr. i første kvartal, hvor udgifter til folkepension alene tegnede sig for 1,1 mia. kr., svarende til 38,9%. For blot 5 år siden tegnede udgifterne til folkepension sig for 34,1% af de samlede offentlige overførsler. En del af forklaringen på denne stigning er helt naturligt, at andelen af befolkningen der har nået folkepensionsalderen har været stødt stigende over de seneste år. Det er en udvikling, der vil fortsætte over de kommende mange år.

Dagens tal er derfor også en påmindelse om, at den løbende levetidsindeksering af pensionsalderen er super vigtig for den finanspolitiske holdbarhed over de kommende år. Simpelthen fordi udgifterne til folkepension vil stige mærkbart i fravær af en løbende levetidsindeksering af folkepensionsalderen.

Sunde offentlige finanser nu og her

Nu og her er det dog værd at holde fast i, at de offentlige finanser fremstår bundsolide. Udover et pænt overskud på den offentlige saldo på 7,2 mia. kr., så voksede den offentlige finansielle nettoformue med 9,8 mia. kr. Det betyder, at den offentlige nettoformue udgjorde hele 25,8 mia. kr. ved udgangen af marts måned i år. Endelig så faldt ØMU-gælden med 4,8 mia. kr., så den udgjorde 754,4 mia. kr. svarende til 32,8%. af BNP.

Pas på med at bruge pengene!

I en situation, hvor de offentlige kasser bugner, og opsvinget herhjemme nærmer sig toppen, kan det umiddelbart virke tillokkende at skrue lidt ekstra op for finanspolitikken for at holde gang i de højere vækstrater herhjemme. Det bør politikkerne dog være overordentlig forsigtige med. Dansk økonomi befinder sig i en højkonjunktur, hvor kapacitetsgrænsen løbende bliver testet. I en sådan situation er det sundt og helt naturligt, at væksten bremser lidt op. Forsøger politikerne sig med finanspolitisk stimulans, kan det øge risikoen for en overophedning og et senere mere dybt tilbageslag i dansk økonomi.

Hvis der kommer en mere permanent modvind til dansk økonomi fra en ny global recession, så kan det dog være en rigtig god ide at bruge finanspolitikken mere aktivt. Her er vi heldigvis i den luksussituation, at politikkerne har gode økonomiske muligheder for at afbøde konsekvenserne af en ny global recession via en mere aktiv finanspolitik.

Dertil er det fortsat en rigtig god ide, at politikkerne holder fast i de allerede gennemførte strukturreformer. Det gælder særligt den planlagte forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen. Ifølge den seneste prognose fra Danmarks Statistik, så vil andelen af 20-64 årige falde tydeligt over de kommende mange år. En fortsat forøgelse af pensionsalderen er derfor nødvendig, hvis ikke vækstpotentialet i dansk økonomi skal falde mærkbart, og den offentlige saldo skal gå i minus. Det er dog naturligvis en politisk vurdering. Men det er vigtigt at få slået fast, at aldringen af befolkningen i fravær af en yderligere forhøjelse af pensionsalderen vil kunne dæmpe væksten i dansk økonomi mærkbart og give et større hul i statskassen.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.