Dankortet blev lagt på is under glødende julesalg

Nykredit Visa Dankort

Netop offentliggjorte tal fra Nets viser, at dankortforbruget faldt med 3,5% i december 2018 i forhold til samme måned i 2017.

Det er en yderst svag udvikling, da stigende priser og øget forbrugslyst normalt giver anledning til en mere tydelig fremgang i dankortomsætningen over tid. Ikke mindst med tanke på at vi i øjeblikket befinder os midt i et opsving, hvor der er fornuftig gang i privatforbruget. Fokuserer vi alene på udviklingen i dankortomsætningen over de seneste måneder ser det umiddelbart også rigtig dystert ud. Korrigeret for sæson faldt dankortomsætningen med hele 2% i de sidste tre måneder af 2018.

Den dystre konklusion er således umiddelbart, at dankortforbruget nu er begyndt at falde efter en lang periode med stilstand. Det lyder godt nok mærkeligt med tanke på, at dansk økonomi befinder sig i et solidt opsving med stigende beskæftigelse og boligpriser, uhyre lave renter og pæn fremgang i de reale indkomster.

Stilstanden i dankortforbruget ser dog heldigvis også ud til at være falsk alarm. Den svage udvikling i dankortomsætningen skal således formentlig ses i sammenhæng med, at dankortet har mistet markedsandele til kreditkortet i løbet af 2018, hvor en række kreditkortgebyrer bortfaldt. Dertil spiller det formentlig også en væsentlig rolle, at danskerne er flittige brugere af andre mobile betalingsløsninger.

Vi ser derfor heller ikke det seneste fald i dankortforbruget som et tegn på, at danskernes privatforbrug nu falder. Ser vi omvendt på tal for detailsalget, så har der været en pæn vækst igennem 2018. Konkret er detailsalget steget med ca. 2,5% i perioden fra januar til november. Fremgangen i detailsalget har endda været særligt kraftig i slutningen af 2018. Det viser klart, at der var et pænt julesalg i 2018. Det står dermed også klart, at dankortet blev lagt på is under det ellers glødende julesalg.

Det er mildt sagt super vigtigt, at der stadig er fremgang i privatforbruget herhjemme. Privatforbruget udgør 50% af BNP, hvilket betyder at opsvinget står og falder med en fortsat fremgang i privatforbruget.

Ser vi videre ind i 2019, så mener vi fortsat, at der er potentiale til en pæn fremgang i privatforbruget på ca. 2,0% i år.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.