Gylden selvangivelse til EU sikrer lave danske renter

Mor og barn ved siv

Danmarks årlige konvergensprogram vil helt sikkert modtage en solid topkarakter fra EU. Der er nærmest en pinlig orden i dansk økonomi i øjeblikket.

Finanspolitikken er overholdbar, den økonomiske vækst er høj og stabil, beskæftigelsen er rekordhøj og antallet af offentlige forsørgede er det laveste i over 30 år.

Opsvinget er dertil meget stabilt og velafbalanceret. Såvel husholdningerne som virksomhederne fremstår velkonsoliderede, konkurrenceevnen er stærk og der er store overskud på betalingsbalancen. Dertil har finans- og strukturpolitikken bidraget til et balanceret vækstforløb.

Dansk økonomi befinder sig kort og godt i et sundt dukseopsving. Det bliver der naturligvis lagt mærke til ude i den store verden, hvilket har givet Danmark en meget høj stjerne på de finansielle markeder. Det har i høj grad bidraget til, at de hjemlige boligrenter nu er faldet til det laveste niveau nogensinde. Dansk økonomi er simpelthen et rart sted for investorerne at søge i sikker havn, når bølgerne, som nu, går højt i den globale økonomi. Den gyldne selvangivelse, som Danmark har afleveret til EU i dag, bidrager derfor også til at bibeholde de danske renter på et meget lavt niveau.

Gode fremtidsudsigter kræver, at der holdes fast i en senere tilbagetrækningsalder

Fremtidsudsigterne for dansk økonomi tegner også gode. Regeringen forventer en BNP-vækst på 1,7% i år og 1,6% i 2020. I perioden fra 2021-2025 forventes en vækst på 1,25%. Det er bestemt inden for rammen med tanke på det stærke vækstpotentiale, vi ser i dansk økonomi i øjeblikket.

Når det er sagt, så er de positive vækstforventninger meget afhængig af en fortsat stigning i arbejdsstyrken. Det er kun muligt, hvis der holdes fast i de allerede gennemførte strukturreformer. En senere tilbagetrækningsalder, som følge af de allerede gennemførte reformer, forventes således at øge arbejdsstyrken med knap 15.000 personer om året i perioden 2019 til 2022. Dertil er det netop en forøgelse af arbejdsstyrken, via de allerede vedtagne reformer, der har sikret, at finans- og strukturpolitikken samlet set har bidraget til et balanceret vækstforløb i dansk økonomi igennem den nuværende højkonjunktur.

Det bør give genlyd inde på Christiansborg. Hvis vi skal fortsætte den positive og balancerede udvikling i dansk økonomi over de kommende år, så er det vigtigt at man holder fast i den planlagte stigning i pensionsalderen. Det er naturligvis en politisk vurdering. Men det er vigtigt at få slået fast, at aldringen af befolkningen i fravær af en yderligere forhøjelse af pensionsalderen vil dæmpe væksten i dansk økonomi mærkbart og give et større hul i statskassen.

Endelig er det værd at slå på tromme for, at arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og adgangen til udenlandsk arbejdskraft er meget vigtig for dansk økonomi. 4 ud af 10 jobs, der er blevet skabt i dansk økonomi siden 2013, er gået til en udlænding. Det betyder, at hver tiende beskæftigede i Danmark i dag udlænding. Havde det ikke været for den tydelige indstrømning af udenlandsk arbejdskraft, så ville opsvinget allerede nu være løbet ind i tydelige kapacitetsproblemer.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.