Antallet af solgte ejerlejligheder i oktober er det højeste i 9 år

Rækkehuse i byen

Boligsiden har netop offentliggjort tal for salget af ejerlejligheder i oktober 2019. Tallene viser, at der på landsplan i oktober blev solgt 1.733 ejerlejligheder.

Det er 172 flere salg end i oktober 2018, og svarer til en stigning på 11,0%. Det er samtidig det højeste antal solgte ejerlejligheder for en oktober måned i den tid, Boligsiden har opgjort tallene (2011-2019). Set over de seneste 3 måneder (aug.-okt.) er salget af ejerlejligheder på landsplan øget med 264, svarende til en fremgang på 5,7% i sammenligning med samme periode i 2018. Det samlede antal solgte ejerlejligheder i de første 10 måneder af 2019 er dog fortsat lidt lavere end i 2018 og betydeligt lavere end i årene 2015-2017.

Selvom det er noget overraskende at se så kraftig en fremgang i antallet af solgte lejligheder, og efter fire måneder, hvor salget har ligget et godt stykke over sidste år, så er der nok ikke tale om tilfældigheder. Salget af ejerlejligheder har taget et gear op de seneste måneder, og det er især bemærkelsesværdigt at det er København, Frederiksberg og til dels Aarhus, som trækker for.

Det seneste halvandet års tid har overskriften om ejelejlighedsmarkedet ellers været præget af færre handler og vigende priser som følge af, at ejerlejlighedsmarkedet i de største byer i 2018 bremsende op. Opbremsningen var en reaktion på en årrække med tocifrede prisstigninger og indførelsen af nye, strammere kreditregler. Det er svært at sige med sikkerhed, hvorfor salget af ejerlejligheder igen har pil op i de store byer, men der er nok især to hovedforklaringer bag udviklingen: rentefald og udeblevne prisfald. Fremgangen for salget af ejerlejligheder er ret sammenfaldende med det rentefald, som stod på hen over sommeren, og det har sandsynligvis fået lukket en del bolighandler. Når renterne falder, kan boligkøberne som udgangspunkt købe for mere, men det spiller nok også ind, at det i sensommeren blev muligt at sikre sig en fast 30-årig rente på bare 0,5% til en meget attraktiv kurs, og dermed relativt lav månedlig ydelse.

Købere, som har ventet på prisfald, er nok også vendt tilbage. Opbremsningen på ejerlejlighedsmarkedet fik nogle købere til at trække følehornene til sig og afvente, om opbremsningen ville føre til egentlige og større prisfald, så de kunne gøre en bedre handel ved at vente. Priserne er dog kun faldet en smule, og de seneste tre-fire måneder har der faktisk igen været små stigninger i priserne i København - en del af de købere er formentlig også vendt tilbage, og har slået til nu. Selvom priserne har højt niveau, så er der fortsat folk som har råd til at købe i Københavnsområdet og Aarhus. Det er købere, der eksempelvis har en god portion friværdi med sig fra salg af en anden bolig, eller par med pæne indkomster, som køber deres første ejerlejlighed. Det er de lave renter, den høje beskæftigelse og de stigende indkomster, som sikrer, at der fortsat sælges en god portion lejligheder i de store byer.

En anden forklaring på det stigende ejerlejlighedssalg på landsplan er, at der er kommet flere ejerlejligheder i de lidt mindre byer. Salget af ejerlejligheder i byer som Horsens, Roskilde og Vejle har også ligget i det høje lag de senere måneder. De store og mellemstore byer har vokseværk, og for at få plads til de mange nye indbyggere, så skyder der ejerlejligheder op i mange byer, også uden for den Københavnske stenbro eller Aarhus Å. Når der kommer flere ejerlejligheder til i de byer, så trækker det naturligt nok også op i antallet af solgte ejerlejligheder der.

Fremadrettet er det realistisk, at den nuværende handelsaktivitet fortsætter året ud. Den 23. oktober blev en udskydelse af overgangen til de nye boligskatteregler annonceret. Det kan i de kommende måneder give lidt yderligere luft til salget af lejlighederne i København og Aarhus. Den bekymring for de nye skatter, der sandsynligvis har holdt nogle købere tilbage, vil med udskydelsen formentlig blive skubbet i baggrunden. Der er så lang tid til ændringerne i boligskattereglerne, at de er meget svære at tage højde for, hvis man står klar til at købe i dag.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.