I 11 måneder er prisen på huse steget mere end på lejligheder

Fin villavej med forhaver

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at oktober 2019 blev den 11. måned i træk, at priserne på huse steg mere end priserne på ejerlejligheder, når man måler i forhold til samme måned året før.

På landsplan var den årlige husprisstigning i oktober på 2,8%, mens ejerlejlighedspriserne steg med 0,3%. I 2019 er det kun i januar, juni, september og oktober, at priserne på ejerlejligheder er steget i forhold til samme måned i 2018. Siden priserne på ejerboliger begyndte at stige i slutningen af 2012, er ejerlejligheder steget markant mere i pris end husene er, men fra slutningen af 2018 er udviklingen vendt og huse stiger nu mere end ejerlejligheder.

Danskerne købte i 2019 hus i et omfang, som ikke er set siden før Finanskrisen, og det er ikke kun i byerne, at mange husnøgler får ny ejer - det er et bredt funderet boligmarkedsopsving, vi er vidne til. De mange hussalg sørger for, at priserne på huse på landsplan i mere end 7 år har haft pil op og fortsat har det. Da farten på ejerlejlighedsmarkedet siden sommeren 2018 er aftaget, og udbuddet af ejerlejligheder til salg er øget, så har der i snart 1 år været større prisstigninger til husejerne end til ejerlejlighedsejerne.

Baggrunden for de mange hussalg og dermed de fortsatte stigninger i huspriserne er en hel buket af positive økonomiske faktorer. Det går endnu godt i dansk økonomi, rigtig mange danskere har fast arbejde, og samtidig har yderligere rentefald i 2019 skubbet finansieringsomkostningerne ved huskøb ned mod det laveste nogensinde. Mange danske familier har det økonomisk set så godt, at de har mulighed for at opgradere huset eller blive husejere for første gang. Indtil videre er huspriserne på landsplan i 2019 steget med knap 4%.

Vi er trådt ind i et nyt årti, men boligmarkedet i 2020 kommer ikke til at adskille sig meget fra 2019. Vi forventer fortsat mange hushandler og stigende huspriser, men i takt med at fremgangen på boligmarkedet i højere og højere grad drives af boligsalg i provinsen, hvor prispresset er mindre, så dæmpes prisudviklingen på landsplan. Det nuværende boligmarkedsopsving var i flere år næsten udelukkende forbeholdt de store byer, men i dag drives salget i ligeså høj grad op af flere hushandler i provinskommunerne.

Vi forventer, at renterne forbliver lave i en årrække, og danskerne har generelt en rigtig sund privatøkonomi, hvilket vil understøtte, at der fortsat vil være fint gang i den på boligmarkedet - også i de kommende år. På den baggrund forventer vi huspriser, som stiger i omegnen af 3% i 2020.

Siden starten af 2018 er farten på ejerlejlighedsmarkedet i de største byer aftaget gevaldigt, og de tocifrede vækstrater i priserne er for længst væk. Der er dog ikke tale om et marked i krise, og priser som rasler ned. Priserne er kun faldet en smule i 2019 og ejerlejlighedsmarkedet i de største byer vandt lidt overraskende en bid af den tabte fart tilbage i løbet af sensommeren og efteråret. En udvikling, som helt nærliggende kan kobles til sommerens rentefald.

I efteråret blev en udskydelse af overgangen til de nye boligskatteregler annonceret. Det kan i de kommende måneder give lidt yderligere luft til salget af ejerlejligheder. På den baggrund finder vi det realistisk, at den nuværende lidt højere handelsaktivitet fortsætter det kommende år, og vil være med til at understøtte priserne på ejerlejligheder i 2020. På den anden side vil den forventede afskaffelse af brugen af Virksomhedsskatteordningen ved forældrekøb dæmpe efterspørgslen og prisudviklingen på især små ejerlejligheder i København og Aarhus, hvor forældrekøb er mest udbredt. For 2020 forventer vi en stigning på 1-2% i ejerlejlighedspriserne på landsplan.

Siden 2012, hvor boligpriserne på landplan begyndte at stige, er huspriserne i gennemsnit steget ca. 30%, mens ejerlejlighedspriserne på landsplan i gennemsnit er steget med ca. 60%.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.