Coronafrygt trykker renter på tilpasningslån ned

Lang række af hvide rækkehuse

Her til formiddag sluttede Totalkredit og Nykredits renteauktioner for tilpasningslånene F1-, F3- og F5 i denne omgang, og nu har endnu flere boligejere og virksomheder fået glæde af de negative renter.

Over 16.000 boligejere og virksomheder får med auktionerne fastlagt, hvilken rente de skal betale fra 1. juli. Endnu engang ender alle tre typer lån med negativ rente:

  • F1 = -0,27%
  • F3 = -0,33%
  • F5 = -0,32%

Renterne falder mest på lån, der rentetilpasses hvert femte år, F5’erne, men også låntagere med kortere rentebindingsperioder får en besparelse.

Boligejere med F5 har mest at glæde sig til

De boligejere, der har et F5-lån, får den største rentebesparelse i forbindelse med rentetilpasningen. Den mærkbare besparelse skyldes, at renteniveauet var højere i 2015, hvor de pågældende boligejere sidst fik fastsat deres rente. Renten går fra 0,45% og ned til -0,32%, og det giver et fald i ydelsen på 130 kr. om måneden efter skat for et lån med 1 mio. kr. i restgæld. Samtidig stiger opsparingen i boligen, det vil sige afdraget på lånet, med 350 kr. om måneden. For et F5-lån uden afdrag falder ydelsen knap 500 kr. om måneden efter skat for hver lånte million kr. Boligejere med F5-lån sparer mest, når de får ny rente 1. juli, fordi det er længere tid siden, at deres lån sidst blev rentetilpasset. De får nu også glæde af, at renten er faldet de seneste 5 år.

Også boligejere med F3-lån får en ganske pæn rentebesparelse. Renten falder fra 0,05% til -0,33%, og det giver en besparelse på den månedlige ydelse efter skat på 80 kr. pr. lånte million kr. Afdraget stiger samtidig med 150 kr. For boligejere med et afdragsfrit F3-lån falder ydelsen med lidt over 200 kr.

F1-lånene falder en lille smule, da det kun er et år siden, at de sidst blev rentetilpasset. Faldet i F1-renten fra -0,14 til -0,27% giver et fald i den månedlige ydelse på 30 kr. efter skat pr. lånte million kr., mens afdraget stiger 60 kr. For afdragsfrie F1-lån falder ydelsen knap 100 kr. om måneden.

Frygten for coronavirus er rykket helt tæt på

Her til morgen kom nyheden om, at den første dansker er smittet med coronavirussen covid-19 efter en skitur i Norditalien. Så det, der startede som et udbrud i en provins i Kina, er nu kommet helt tæt på. Og man skal da være mere end almindelig rationel for ikke at blive bare en smule påvirket af det. Skal jeg nu også tage i biografen i weekenden? Shoppingcenteret eller til den private fest med min ven, der lige har været i Italien? Det er bl.a. den frygt hos forbrugerne og ændringer i forbrugsmønster, der har ført til kraftige fald på aktiemarkederne og investorer, der søger tryghed i eksempelvis danske realkreditobligationer, som ligger bag ved de renteauktioner, vi netop har afsluttet.

Indtil videre er der kun ét tilfælde i Danmark, men det kan ifølge myndighederne sprede sig. I Italien har vi set, at områder omkring Milano er blevet isoleret. Udviklingen siden weekenden, hvor coronaudbruddet har spredt sig i bl.a. Europa, har presset renterne på tilpasningslån et nøk længere ned fra i forvejen lave niveauer. Investorerne frygter, at vi kommer til at se samme udvikling i Europa og andre dele af verden, som vi har set i Kina, hvor produktionen af varer også er blevet ramt af nedlukkede fabrikker og arbejdere i karantæne. Og ingen ved, hvor meget værre det skal blive, førend det igen bliver bedre.

Selvom verdensøkonomien lige nu er tynget af coronaudbruddet, er renterne en spids over det rekordlave niveau, vi så i august og september 2019, hvor Trumps optrapning af handelskrigen og et Brexit lige om hjørnet virkelig gjorde finansmarkederne nervøse. Usikkerheden om hvor verdensøkonomien var på vej hen, pressede i renten på danskernes lån gevaldigt ned i løbet af 2019.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.