Regnskabssæson vil vise ringere forventninger, men markedet er måske forberedt

Mand kigger udover kyst

Regnskabssæsonen for 4. kvartal skydes i gang senere i dag, når de amerikanske storbanker CitiGroup, J.P. Morgan og Wells Fargo åbner ballet.

De kommende uger vil være præget af udmeldinger fra bekymrede CEO’s, der vil advare om usikkerheden om fremtiden. Det burde ikke komme bag på markedet.

Investorerne har de seneste måneder nedjusteret indtjeningsforventningerne betydeligt og sendt markederne i gulvet. Bekymringer om væksten drevet af bl.a. handelskrigen, renteforhøjelser fra den amerikanske central og Brexit er årsagen. Negative meldinger fra en lang række virksomheder (bl.a. Apple) har også bidraget.

Den allerede negative stemning åbner et vindue for alverdens globale selskaber til at betone den fremadrettede usikkerhed for salg og indtjening. Udfordrende globale forhold giver CEO’s mulighed for at sænke forventningerne til resultaterne uden selv at tage skraldet. Skulle tingene udvikle sig bedre end lovet, vil ingen bebrejde dem. Det virker derfor sandsynligt, at mange virksomheder under den betydelige usikkerhed vil sende bløde signaler – spørgsmålet er selvfølgelig hvor bløde.

Markedet har allerede – efter store kursfald gennem efteråret - indregnet betydelig svækkelse forude

Markedets mere konservative estimater for indtjening og salg giver derfor også nogle muligheder for, at selv negative udmeldinger kan vise sig at være positive overraskelser. Men det bliver nok ikke regnskabssæsonen, men snarere en bedring i globale vækstsignaler og aftagende politiske risici (ikke mindst afklaring om handelskrigen), der skal trække markedet, hvis det for alvor skal højere op.

Det venter vi at se over de kommende seks måneder, hvor en cocktail af lidt højere global vækst og bedrede politiske signaler ventes at udløse større risikoappetit blandt investorerne. Men de store udsving på aktiemarkederne skal man nok indstille sig på bliver her året i gennem.

Uanset hvad så vil regnskabssæsonen bekræfte, at indtjeningen vækstmæssigt allerede har peaket. Det betyder ikke, at der ikke stadig vil være vækst, men blot at man skal kigge langt efter de vækstrater i omegnen af 20%, som Europa viste i 2017 og USA i 2018 (hjulpet af Trumps skattelettelser).

Nykredit fastholder overvægten af bl.a. Emerging Markets-aktier. De kinesiske myndigheder har siden efteråret annonceret lempelser af finans- og pengepolitikken, der ventes at vende den verserende afmatning i kinesisk økonomi. Det vil være understøttende for kurserne i hele regionen. Vi venter dog stadig på at se bedringen i vækstsignaler fra Kina. Vi er mere skeptiske om udsigterne for amerikanske aktier, der trods blødere signaler fra den amerikanske centralbank vil mærke effekten af pengepolitiske stramninger og stigende omkostningspres fra tiltagende lønvækst.

 

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.