Skuffende tempo på USA's jobmarked

Byggemand som forklarer

Jobskabelsen i USA skuffer igen – dog mindre end i april

Med 559.000 nye job blev maj endnu en skuffende måned på det amerikanske arbejdsmarked. Selvom jobvæksten er høj, så er det et ganske skuffende tempo for USA så relativt tidligt i genåbningen af økonomien. Ikke mindst med tanke på de 7-8 millioner job, som endnu mangler at blive genskabt efter krisen.

Dagens svage jobtal, som altså kommer på ryggen af et svagt tal for april, puster kun yderligere liv i bekymringerne om, hvorvidt en kombination af flaskehalse og incitamentsproblemer hindrer normaliseringen af arbejdsmarkedet.

Vi ser endnu ikke noget i løndynamikken, der vidner om, at virksomhederne kæmper hårdt om de ledige – tværtimod. Lønvæksten for folk, der skifter job, er faldende og ligger under niveauet inden krisen. Det virker dog sandsynligt, at incitamenterne til at lade sig ansætte i lavlønsjob er påvirket af hjælpepakker. Det midlertidigt forhøjede understøttelsesbeløb dæmper måske lysten til særligt at søge ringe betalte job, hvor lønninger i nogle stater endda kan ligge under understøttelsesbeløbet. Det argument har fået en lang række republikanske stater til at skrotte ordningen fra juni.

Dagens svage jobtal vil måske gøre nogle medlemmer i Federal Reserve lidt blødere i knæene. Flere har på det seneste talt for, at der måske snart skal justeres i støtten til økonomien. Men med et halvsvagt jobtal for 2. måned i træk, så synes det noget risikabelt at diskutere at slække for meget på hjælpen til økonomien.

Renteforhøjelser ligger år ude i fremtiden, men vi venter, at diskussionerne om neddrosling af centralbankens store obligationsopkøb kan blive påbegyndt i løbet af 1-2 måneder. Måske snarere to efter dagens lidt bløde tal.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.